Blog
2   9

Corona og religion

Abonner på nyt om Hans Krab Koed i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Hvorfor skal vi overleve? Ingen religioner giver udtryk for, at Døden er en tragedie, tværtimod er døden et livsvilkår i alle religioner. Ikke alle dødsfald er tragedier.

Corona og religion

Og hvad kan vi så bruge Corona-krisen til i religion?

Hvorfor skal vi overleve?

Ingen religioner giver udtryk for, at Døden er en tragedie, tværtimod er døden et livsvilkår i alle religioner.

Artiklen fortsætter under banneret

Ikke alle dødsfald er tragedier.

Fx bliver jeg snart 70, og skulle jeg dø af den ene eller anden grund i nærmeste fremtid, er det ikke en tragedie, men nok lidt trist for min mand og nogle af mine venner og nærmeste familie, og da ærgerligt for mig, for så gammel er jeg da heller ikke. 😊

Religionerne ser ikke livet, som noget mennesket selv hersker over. Det er ifølge kristendommen, jødedom og islam en gave, som man ikke har krav på.

Sygdom skal der tages vare på, man skal passe på sit helbred og søge hjælp ved sygdom. I den forbindelse kommer lægevidenskaben ind i billedet som en naturlig ting. Men både sygdom og død er en del af livet!

Niels Christian Hvidt, Cand.theol., Theol. Dr. Professor MSO ved SDU skriver: For ikke længe siden var det en udbredt holdning, at religiøse forhold faldt udenfor sund‑ hedssektorens genstandsfelter. I dag er billedet vendt. Der er en voksende anerkendelse af, at eksistentielle overvejelser og tro betyder meget ved sygdom, og at denne betydning må inddrages i sundhedsvidenskabelig forskning. 

Mette Frederiksen er kommet til at sige, at hvert dødsfald er en tragedie. Det er voldsomt, og det styrker vores naturlige dødsangst.

Vi har også fået at vide, at vi skal holde afstand, og at intet bliver det samme igen.

Religion handler slet ikke om at holde afstand, tværtimod vil jeg hævde, alle religioner handler om, hvordan vi bedst mulig kan være sammen (og ja indrømmet, det kan i visse tilfælde betyde, at vi må isolere mennesker med ødelagt eller lavt immunforsvar kortvarigt.)

For du unge i folkeskolen handler livet om i dag og afslutningen af 9. klasse, om samvær; der er ingen næste sommer, hvor alt kommer igen.

Men de unge kan I religion både lære og høre om, at døden er en del af livet, og at vi ikke selv er herre over livet. Også når vi ikke får de fester, vi havde sådan drømt om.

Det er vigtigt, at vi mennesker kan leve med, at vi skal dø, og at vi ikke altid kan forlænge livet. Det er vigtigt, vi lærer, vi er der for hinanden; og så dur det altså ikke, at vi ikke må være sammen eller røre ved hinanden sådan generelt og i for lang tid.

Det berørte mig dybt, da jeg på Facebook den 23. april læste et opslag fra den tidligere amerikanske præsidentkandidat Elizabeth Warren:

Min ældste bror, Don Reed, døde af Corona virus tirsdag aften. Han kom Luftvåbenet som 19 årig og tilbragte sin karriere i militæret, inklusive fem og et halvt år og videre i kamp i Vietnam. Han var charmerende og morsom, en naturlig leder.

Det, der gjorde ham ekstra speciel, var hans smil - hurtig og skæv, det syntes altid at skabe sit eget lys, der lyste op alle omkring ham.

Jeg er taknemmelig over for sygeplejerskerne og personalet i frontlinjen, der tog sig af ham, men det er svært at vide, at der ikke var nogen familie, der holdt hans hånd eller at sagde ”Jeg elsker dig” endnu en gang - og ingen begravelse for dem af os, der elskede ham at holde hinanden tæt. Jeg savner dig min kære bror.

I øjeblikket handler det så om Coronaen, der isolerer de gamle, som åbenbart hellere må leve uden besøg fra deres nære – med den forladthed, som for mange kan føles mere truende end at dø af sygdom og alderdom. Det kan bestemt ikke være derfor, vi lever og overlever.

Ingrid Ank skriver i Grundtvigs tidende nr. 3 2020

Jeg spørger også mig selv – hvilket måske er uforskammet – om vi, når vi i dette tilfælde har været ret gode til at reagere og dermed passe på ’de svageste’, især er gode til det, fordi vi stadig er lidt usikre over for denne nye og fremmede dødsårsag. Skyldes vores omsorg for de svageste, at flertallet stadig ikke helt kan afgøre sig for, om døden også denne gang kun rammer ’de andre’?

Religion er en resurse og ikke endegyldige svar; men en styrke. Det skal vi lære vore unge i religionsfaget! At det er ok at stille spørgsmål og være i tvivl; når blot vi husker, vi skal også dø engang.

Denne metafysiske dimension er måske gået tabt, siden vi lige netop omkring truslen fra Corona ofrer alt, der er kært for at overleve!

Hvor langt væk er. Vi kommet fra de ord, som står på min tipoldefars gravsten: "Guds Naade er mig nok"?


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Religionsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Religionslærerforeningen.

What do you want to do ?
New mail
Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.006 andre er allerede tilmeldt