Anders Bondo Christensen
1   11

Bondo hylder fællesskabet under corona i 1. maj-tale

Fællesskab og solidaritet er fagbevægelsens kernebegreber og de værdier, der gør, at det danske samfund ser ud til at håndtere corona-krisen, lød det i Anders Bondos 1. maj-tale, som egentlig skulle være holdt i Gryden i Kalundborg, men i stedet kom på Facebook.

Anders Bondo Christensen skulle efter planen have holdt 1. maj-tale i Kalundborg i år, ligesom han skulle have været forbi Skanderborg og Fælledparken i København.

Men corona-krisen har som bekendt ført til stribevis af aflysninger, også af arbejderbevægelsens internationale kampdag. Derfor er årets tale fra lærerforeningens formand leveret i videoformat.

Artiklen fortsætter under banneret

"Vi fejrer fagbevægelsens grund-dna. Fællesskab og solidaritet. De to ting har fået en helt anden betydning i disse uger, hvor hele verden er blevet ramt af corona. Pludselig tager alle disse ord i deres mund. Det der er fagbevægelsens dna", sagde Anders Bondo i sin hilsen til Facebook-arrangementet organiseret af Fagbevægelsens Hovedorganisation i Kalundborg. 

Lovpriser den danske model

Lærernes formand brugte en stor del af sin tale på fremhæve den danske model, der ifølge ham har sikret de offentlige ansatte gode vilkår under corona.

"Vi har vist, at den danske model har en enestående værdi", sagde Anders Bondo og tilføjede: 

"Vi har i den grad vist betydningen af, at vi har en god, stærk fagbevægelse i Danmark. Vi har vist betydningen af den danske model. Vi har taget et medansvar i de utrolige udfordringer, vi har stået med i det danske samfund. Vi har fundet løsninger, så vores medlemmer, der er en del af løsningen, har fået rimelige vilkår at løse det under".

"Jeg hører ingen fortælle om, at de offentlige ansatte nasser på det private. Overhovedet ikke", sagde Anders Bondo.

"Gule forskringsselskaber" løser ikke fremtidens udfordringer

Lærerformanden kom også ind på fremtidens udfordringer. Både de økonomiske følger, der er opstået med corona, men også klimaomstillingen blev nævnt.

"Vi skal genåbne landet og genoprette økonomien. Vi skal tænke i helt nye, økonomiske modeller. Det gør vi både af hensyn til corona-krisen og klimaet. Her skal fagbevægelsen spille en afgørende rolle. Hvad er det for en fordelingspolitik, der skal præge samfundet fremadrettet? Vi står i en situation, hvor vi har set betydningen af det danske velfærdssamfund", sagde han.

Samtidig appellerede han til, at løsningerne skal tage afsæt i en stærk offentlig sektor, hvor vilkår sikres gennem en stærk fagbevægelse og overenskomster.

"Vi ved, hvor vigtigt det er, at vi har en god skole; At vi har gode daginstitutioner; At vi har et godt sundhedsvæsen; At vi tager hånd om de ældre. Alt det skal vi bygge videre på, når corona-krisen er slut".

"Vi har ikke brug for gule forsikringsselskaber. Vi har brug for en fagbevægelse, som formår og evner at tage et medansvar i det danske samfund. Det står lysende klart denne 1. maj, hvor vi i øvrigt savner fællesskabet".

Kampdag er bryllupsdag

Lærerforeningens formand rundede af med at ønske god 1. maj - særligt til konen Gitte.

"Gitte og jeg har i dag 30-års-bryllupsdag. Det er 41. gang, vi holder 1. maj sammen. Det er ikke så ringe endda. Kan I have en rigtig god 1. maj!".

Det er første gang siden besættelsen i 1940, at de fleste fysiske, udendørs arrangementer i 1.-maj-regi bliver aflyst.

Den 18. februar - inden corona-krisen fik myndighederne til at lukke dele af Danmark ned - aflyste statsminister Mette Frederiksen sin 1. maj-tale i Fælledparken efter sidste års tumult med slåskampe. Men hun var også med digitalt, da Fagbevægelsens Hovedorganisation på landsplan sendte live på Facebook i formiddags.

Du kan se Anders Bondo og flere tale ved det digitale 1.maj-arrangement på Facebook her.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ