Debat

Nyttesløs konflikt, frugtbart samarbejde og mørketal

Flere har undervejs sagt, at man skulle bakke op om de valgte i foreningen, eller selv stille op. Hvis ikke man gjorde det, eller ikke man blev valgt, så måtte man acceptere at man ikke nød opbakning til sine synspunkter og stoppe splittelsen. Hvis man ikke kunne det, så måtte man jo melde sig ud, og starte sin egen fagforening. Der er jo ytringsfrihed, så jeg vil ikke underkende retten til at sige sådan til mig. Men jeg køber ikke synspunkterne. Jeg synes ikke det kun er de valgte medlemmer, der må mene noget. Jeg synes ikke, at man kun må ytre sin enighed. Og jeg synes bestemt ikke at skoleområdet har brug for mange forskellige fagforeninger, tværtimod er jeg jo tilhænger af en god kollektiv aftale, som jeg kun tror på vi opnår ved et stærkt sammenhold. Så det var ikke attraktivt for mig at holde kæft eller forlade biksen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg har været til medlemsmøder enten lokalt, i kredsen eller med fremmøde af medlemmer fra hovedstyrelsen, så har møderne mest haft karakter af orientering oppefra-og-ned, altså at en TR, en kredsformand eller et hovedstyrelsesmedlem udlægger foreningens valgte tops strategiske overvejelser i forhold til at komme længst muligt i kampen for at sikre os ordentlige vilkår på arbejdstidsområdet. Det er sådan set helt fair og iorden. Foreningens top skal kommunikere deres vej ud. Problemet opstår når synspunkterne skal bæres den anden vej. Når man som medlem enten er uenig, har andre forslag til veje at gå, eller på anden vis markerer sin utilfredshed.

Her oplever jeg, at indlæg der stiller spørgsmålstegn ved om den valgte vej er den mest givtige, afbrydes, lukkes ned, overhøres eller bagatelliseres som urealistiske. Det kan både være i form af begrænset taletid på møderne, manglende modsvar eller profane forudsigelser af fremtiden, hvor andre veje affejes som fuldstændigt udelukkede. Og dét gør mig bange! Hvis DLF er helt sikre på at strejke ville være den sikre vej til undergang, og melder det ud, hver gang det debatteres, så vil KL kunne gnide sig i hænderne og nægte at rykke sig et komma på L409, udover at skifte titlen fra “Lov” til “aftale”?

  Jeg tvivler på at kritikken fra faglige klubmøder bæres videre af TR’erne?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

  Jeg tvivler på om de forstår kritikken, udfra den dialog der finder sted?

  Jeg tvivler på om kredsformændene skulle modtage den? 

  Jeg tvivler på om de i givet fald forstår den, hvis den bæres videre af nogle der ikke selv forstår den?

  Jeg tvivler på om kredsformændene herefter bærer det videre til hovedstyrelsen?

  Jeg tvivler på om nogen overhovedet forstår det der måtte komme videre hvis det når så langt?

Mest sidder jeg efter de seancer med et indtryk af at blive affærdiget som en papkassetosse med urealistiske drømme om en skole med aftalte, faste vilkår for de ansatte?

Den fornemmelse, at føle sig reduceret til en enkelt naiv tosse, sad jeg alene med i mange af de 7 år der er gået siden 2013. Alt Imens at man i 2015 med tale om at det var ‘nyttesløst’ at gå i konflikt, lod sig spise af med et forståelsespapir, som da man anbefalede det, blev solgt som løsning på mange af vores problemer. Det med at sælge retten til konflikt for at gå i positivt samarbejde fortsatte man med i 2018, hvor man undlod at gøre arbejdstidsaftalen til genstand for konflikt, men derimod solgte medlemmerne drømmen om en uvildig kommission, som kunne vise en vej fremad, sammen med KL. Da kommissionens rapport blev offentliggjort, var det en gedigen mavepuster til den illussion, at på netop arbejdstiden undlod den at anbefale noget, fordi det man måtte anbefale ikke ville få genklang hos KL?

Tilbage står jeg stadig med spørgsmålene: Hvis det var nyttesløst at gå i konflikt i 2015 og 2018, hvad nyttede det så at lade være? Hvilke forbedringer har Danmarks lærere mærket af deres forenings samarbejdsspor? Er foreningen alle Danmarks lærere, eller er den forening for de lærere der arbejder i kommuner der tager sig råd til en lokalaftale?

Jeg syntes ikke jeg kunne få nogle svar der gav mig tryghed for at kursen var rigtig, når jeg spurgte ad de officielle kanaler, og derfor begyndte jeg oftere og oftere at søge i baglandet. Jeg meldte mig ind i et politisk parti, jeg fandt flere facebookgrupper som behandlede netop det emne og endeligt har jeg kastet mig ind i debatten på folkeskolen.dk, for at se om jeg mon var den eneste som troede mere på en anden vej, end samarbejdssporet? Om jeg var den eneste i landet, som sad som medlem i en forening, hvor jeg syntes det var svært at få mine pointer til overvejelse?

Heldigvis fandt jeg fællesskab med et par gæve kvinder, som mere eller mindre sad i præcis samme situation. Ingen af os ønskede at genere dlf’s medlemsdemokrati, men havde svært ved at se uenighederne repræsenteret i den interne debat. Derfor blev vi enige om at forsøge at afdække om vi tre var de eneste papkassetosser i dlf, eller om der rundt omkring sad andre som os der ville ønske at krav om forbedringer blev rejst med truslen om konflikt?

Sammen grundlagde vi facebooksiden “OK 21 - lærere stem NEJ til uklare aftaler”. Og siden skal netop ses som det titlen siger. Aftaler der er beskrevet som “lederskøn på stedet”, “lokale løsninger”, “rimelighed i kraven” og “muligheder for at lykkes med opgaven”, anerkender vi ikke som aftaletekst, men idealer og hensigter. Det stemmer vi NEJ til skal regulere vores arbejdstid.

Men er vi ude på at få konflikt?

Nej! Vi vil i virkeligheden det samme alle lærere. Vi vil have en klar aftale som sikrer os alle et tåleligt arbejdsliv, hele vejen til pensionen. Det som skiller os fra samarbejdssporet er, at vi ikke på forhånd lægger konfliktvåbenet i indgangen, når vi fastholder at et ja fra os skal give væsentlige værn mod grænseløs nedslidning. Det skal ikke være afhængigt af kvaliteten af den lokale leder, eller økonomien i den enkelte kommune. Det skal gælde alle der løfter whiteboardtuschen, at de arbejder under ordentlige vilkår. Kan vi ikke få det gennem forhandling, så er vi villige til at forsøge os gennem konflikt, ved at stemme NEJ til uklare aftaler. 

Skulle der komme en konflikt, så ved vi ikke hvad der sker!

Mange af dem der debatterer netop det scenarie påstår at:

En konflikt er nyttesløs

En konflikt vil være uden opbakning fra det øvrige samfund

En konflikt leder til et indgreb

En konflikt vil give dårligere vilkår end L409

En konflikt vil blive langvarig og ende med at drænes os og binde os til en dårlig aftale alligevel - nu fattigere

En konflikt vil splitte dlf

En konflikt bringer ikke flere penge til skoleområdet

En konflikt gavner KL

Det kan jeg ikke afvise. For vi ved det ikke. Det er jo ikke sket. Foreløbig ved vi at det der skete ved at undlade konflikten i 2015 og 2018 var

Ingen væsentlige forbedringer

lærerflugt

nedslidning

stress

mistillid

Vores håb er, at udsigten til en konflikt vil virke mere skræmmende for vores politiske modpart, fordi:

Lukkede skoler i slutningen af skoleåret 2020/2021 vil betyde usikkerhed om eksamen for de store

Lukkede skoler vil give pasningsproblemer for forældrene

Lukkede skoler uden fjernundervisning vil give læringstab

Lukkede skoler vil bringe debat om konflikten i 2013 frem

Lukkede skoler vil muligvis få personer fra inderkredsen dengang til at fortælle hvad der virkelig foregik.

Lukkede skoler vil sætte fokus på hvad L409 er, og hvem der lavede den (Mette Frederiksen, daværende beskæftigelsesminister) Det vil muligvis blive udlagt af oppositionen som at hun nu lukker landet igen, med elendigt ministerarbejde i 2013.

Lukkede skoler vil sætte landet i stå og lægge pres på regeringen for et indgreb, så økonomien i samfundet kører videre.

Et indgreb tidligere end Thorning (25 dage) vil blive udlagt som mindre respekt for den danske model, end Thorning/Corydon.

Et indgreb der er lige så ringe som L409 vil øge lærerflugt, sænke realistiske forventninger til ny start samarbejdet og udskyde problemet til næste gang.

Lukkede skoler vil ikke være sjovt for de ansvarshavende politikere som er på valg i 2022. Omvendt vil oppositionspolitikere plukke lavthængende frugter og forsøge at skyde på dem med magten.

Der er et mørketal

Alle disse pointer gør at vi ikke er bange for at tage chancen og opfordre til at underkende en uklar aftale og så vælge konflikten. Håbet er selvfølgelig at en langvarig kampagner FOR de klare krav vil resultere i at flere og flere slutter op om kravene internt i foreningen, til medlemsmøder, på sociale medier og på folkeskolen.dk, så vores forhandlere for øjnene op for at det ikke er enkelte tosser i øst og vest, som bare vil slås for at lave ballade.

Jeg troede, at jeg var alene. De to kvinder i hver sit eget hjørne af landet viste mig, at jeg ikke var. Vi var mindst tre! 9 uger senere er der 405 der synes godt om vores facebookside der udelukkende handler om at få klare aftaler. 470 følger siden. Vi passer jobs ved siden af, og har en reklamekonto på 0 kr. Det eneste vi har gjort er at fremføre vores forslag til krav, og argumenteret for kravenes rimelighed, samt opfordret til at man ikke lader sig nøje med L409 i ny indpakning.

Vores fire krav er:

Højst 700 timers undervisning om året til en fuldtidsarbejdende lærer. Det svarer til 23 lektioner.

Mindst ½ times forberedelse til hver times undervisning, altså min. 350 timers forberedelse til 700 timers undervisning.

Tid på de øvrige opgaver, så ens arbejdstid er planlagt ved skoleårets start. Skal det ændres skal det ske i enighed mellem ledelsen og medarbejderen.

Aldersreduktionen genindført.

Derudover er vi modstandere af fuld tilstedeværelsespligt, new public management og top-down. Men den del hører til i samtalerne med KL om idealerne for skolernes drift, og der kunne de passende vise deres nyfundne velvilje overfor lærerne ved at løsne grebet og anerkende faglighedens relevans.

Ved seneste OK-afstemning stemte mere end 10.000 lærere NEJ til kommissionen. Vi hører ikke nogen sige det var en fejl, og at de nu er glade for kommissionsrapporten bagefter. Derimod har vi noteret os at skuffelsen bredte sig på JA-siden i kølvandet på rapporten. Dermed er balancen som hed ca. 25-75 i JA-sidens favør nok ikke forskubbet i en retning af et tydeligere JA? Der er et mørketal!

Powered by Labrador CMS