En del elever har glæde af at kunne vise forsøg for at forbedre deres karakterer

Udskolingselever lades i stikken med naturfag

Flere fag, blandt andet naturfagene, mister meget her i nødundervisningen, og nu oplever flere udskolingslærere at have mindre tid til deres elever, fordi de indgår i beredskabet ved genåbning af skolerne for de yngste, lyder debat på Facebook.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er ikke rimeligt overfor de store elever, da de vil komme betragteligt bagud i alle de fag, de ikke modtager undervisning i" (…) "Det er meget svært for 9. klasserne at højne deres karakterer, når jeg ikke får tid til at evaluere de ting de laver", skriver lærere i en debat på Facebook.

I debatten taler lærerne - der ønsker at være anonyme - om, at udskolingseleverne får alt for forskellige vilkår landet over, og at nogle risikerer at skulle indhente meget, når situationen bliver normaliseret. Også i 7. og 8. klasse arbejder man normalt med emner til den fællesfaglige prøve, der finder sted som afslutning på 9. klasse, så der er meget at indhente, når eleverne igen kommer i skole.

Undersøgelse: Nødundervisning hjemmefra koster på kvaliteten

Nogle fortæller, at deres elever har spurgt til, hvordan de kan højne deres naturfagskarakterer hjemmefra, men det bliver nu ekstra svært, hvis deres lærer skal være på skolen hos de yngste elever i mange timer om ugen.

Der er store forskelle fra skole til skole og fra kommune til kommune, hvordan man klarer genåbningen. På nogle skoler bliver udskolingslærerne brugt til at passe de yngste elever, og andre steder bliver udskolingslærerne slet ikke berørt. Det kommer an på, hvor mange lærere på skolen, der er i risikogrupper og derfor friholdes. Også pladsforhold og indretning på skolerne betyder noget. Hvor mange der skal bruges til fx at sikre, at eleverne overholder afstandskravene.

Lærer og naturfagsvejleder Louise Schlegel Vang blev i sidste uge sat ind i undervisningen af de yngste elever, da Mørkhøj Skole i Gladsaxe genåbnede for 0.-5. klasse. Men efter blot et par dage blev det ændret. Hun blev friholdt i ti timer om ugen, så hun igen kan fjernundervise 9. klasserne.

"Det blev kun til et par dage for mig. Skoleledelsen har været meget lydhør og forstående. Både lærerkreds og tillidsrepræsentant har været inde over, så det er i orden nu. Det hele er jo nyt for os alle, men de har lyttet, så jeg igen får mere tid til naturfag for udskolingseleverne", siger Louise Schlegel Vang.

Hun underviser i alle naturfagene - både i natur/teknologi i 2. klasse og i alle naturfag i udskolingen.  Da hun i sidste uge skulle undervise de yngste fra klokken 8. 15 til 12.15 henne på skolen, blev fjernundervisningen for de ældste elever flyttet til om eftermiddagen frem til klokken 16.

Elever mangler forsøgene

"Jeg har fjernundervist 9. klasserne, siden vi lukkede ned, men da jeg pludselig skulle være med i beredskabet fra 0.-5. klasse på skolen, gik det ud over min undervisning af udskolingseleverne. Heldigvis har jeg nu fået at vide, at jeg bliver friholdt i ti timer om ugen, så jeg igen kan fjernundervise 9. klasserne i naturfag", siger hun.

I forvejen er det et problem at få 9. klasses eleverne godt i gang via fjernundervisning, fortæller Louise Schlegel Vang.

"Nogle af eleverne laver deres skolearbejde og bliver holdt til arbejdet af deres forældre. Men der er omkring en tredjedel af eleverne med svære odds rent socio-socialt, som jeg slet ikke hører fra. Og de andre lærere hører heller ikke fra dem - det gælder i alle fag".

Det er de elever, der skal holdes i hånden for at kunne arbejde og også for at kunne blive uddannelsesparate. De bliver let ladt i stikken her under corona-krisen, mener hun.

Louise Schlegel Vang har kørt naturfagsundervisningen mere teoretisk i den tid, hvor skolen har været lukket. Det er jo ikke muligt at lave forsøg, så det er især gået hårdt ud over den undersøgende del af naturfagene.

"Det er svært, fordi der er elever, der under normale omstændigheder kan hente en del hjem ved eksamen, når de får mulighed for at vise deres forsøg. Det er meget forskelligt, hvor eleverne har deres styrker. Ved fjernundervisning bliver det meget skriftligt arbejde med at aflevere opgaver, og det er svært for nogle, når de ikke har mulighed for at vise tingene. Det er min erfaring fra afgangsprøverne gennem 20 år".

 

Powered by Labrador CMS