Kronik Debat Dansk som andetsprog
0   6

Kampen om barnets møde med skriftsproget

Den ansete internationale kommunikationsforsker Gunther Kress rammer plet med sin teori om en social brug af tegn for betydning i flere medier, når den anvendes i læse- og skriveundervisning af flersprogede børn i folkeskolen. Men hans negative omtale af verbalsproglige normer og voksne som undertrykkere af barnets frie udvikling af egne betydningstegn forsinker udviklingen af en hverdagsbaseret, individuel skrive- og læsekultur for børn, som ville være langt mere børnevenlig og tidssvarende end skolens læsestart.

Når man læser den afsluttende, samlede fremstilling af det imponerende tiårsprojekt Tegn på sprog, skrevet af forskningsleder Helle Pia Laursen, fremstår Gunther Kress med rette som tidens store læseguru. Hans kommunikationsteori med vægt på betydningen af børns mulighed for at anvende multimodale, kreative fremgangsmåder under tilegnelsen af et eller flere sprog, mundtligt og skriftligt, er en meget vigtig, nytænkende inspirationskilde for sprogpædagogikken i en globaliseret, multikulturel tid. Efter at politikerne og dermed folkeskolen nu gennem årtier har fulgt en stadig mere ensidig sprogpolitik over for elever med flere sprogerfaringer bag sig end dansk, er det en sand lise at læse i Tegn på sprog, hvordan de i stedet kan møde en helt anden stimulerende og kvalificeret tilgang til den visuelle side af de forskellige sprog. Et opgør med den traditionelle grammatikalske sprogundervisning mere bygget på korrekthedsnormer end på fantasifuld udveksling af betydninger. Her har Gunther Kress' kamp for barnet i mødet med skriftsproget været en succes.

Men andre steder rammer han ved siden af skiven. I Kress' ordrige produktion møder læseren ekstreme synspunkter, som burde få alarmklokkerne til at ringe. Her udtrykker han vedholdende en kritisk, afstandtagende holdning til de gældende verbalsproglige normer inden for det enkelte sprogsamfund. For ham udgør den verbalsproglige konvention en social barriere for barnets første selvstændige forsøg på at udtrykke sig visuelt. En social magtfaktor, der modvirker barnets mulighed for at udvikle sine egne kreative tegn for betydning. Ja, i nogle citater giver han ligefrem udtryk for, at der er en uoverstigelig kløft mellem børns og voksnes udtryksmåder, hvor han ser de voksne som helt blinde over for børns åbne og fordomsfrie tilgang til verden:

'Adults, having been 'socialized', are oriented toward convention - the frame of rules which their societies have created to regulate social action. Children are oriented to 'truth', to that which the evidence of their senses seems to tell them is incontrovertibly the case. Convention hovers close to 'law'; what conforms to convention is 'correct', and what does not conform is therefore to be avoided. So, an orientation to convention leads to a focus on correctness, while an orientation to 'truth' leads to a focus on accuracy.' (…)  'So here, in a schematic form, is the contrast between adults' views and the practices of children:

  • Convention versus 'truth'
  • Correctness versus accuracy
  • Culturrally made means used conventionally versus apt use of that which is to hand for the purpose
  • Language as writing versus whatever is to hand that is apt for the purpose

These distinct principles exist together with a difference in approach to meaning making which can be characterized as the use of ready-made signs in line with convention versus signs-to-be-made with interest governing both sign making and sign use' (Kress 2003, s. 154 og 155).

Artiklen fortsætter under banneret

Her tegnes der indirekte, men umisforståeligt et billede af mødet mellem børn og voksne med deres samfundsbestemte sprognormer som et møde mellem undertrykkere og undertrykte. Hvis dette billede efterhånden slår rod blandt pædagoger og forældre, risikerer vi, at de voksne begynder at trække sig skyldbetonede tilbage og helt overlade børnene til deres indbyrdes leg og kommunikation for ikke at forstyrre deres egne kreative skabelse af tegn for betydning.

Som en studerende gjorde det, da hun efter at have læst Kress, ville foretage nogle observationsstudier af børnehavebørns indbyrdes kommunikation. Hun fortalte mig, at hun var meget optaget af Kress og derfor havde gjort sig umage for, at ingen voksne ville blande sig i børnegruppens indbyrdes kommunikation under observationerne. Jeg nævnte så, at for mig var det også et skræmmebillede på en mulig fremtidig Kress-domineret sprogpædagogik, hvor børnene ikke blot hjemme skal konkurrere med forældrenes mobil om deres sproglige opmærksomhed, men nu også i dagtilbuddet skal konkurrere med Kress om pædagogernes opmærksomhed.

Her kan det være nyttigt at minde om, at sproget er en højere psykisk funktion, der kun kan tilegnes i socialt samvær med andre mennesker, der er mere sprogligt erfarne end børnene (Vygotskij). Hvis man glemmer denne helt grundlæggende viden, svigter man alt andet lige børnene, uanset de sproglige gevandter budskabet bringes i. Dette gælder i høj grad Gunther Kress.

At bruge sproget meningsfuldt efter dets hensigt sammen med børnene, er da ikke at undertrykke deres kreative udfoldelsesmuligheder, men tværtimod at give dem et redskab til at gebærde sig, udfolde sig og selv kunne påvirke deres omgivelser mundtligt og skriftlig, auditivt og visuelt, ved hjælp af det fælleskulturelle redskab sproget. Her er problemet langt snarere, at mange børn frem for at blive undertrykt af deres nærmeste voksne, bliver forsømt ved i alt for ringe grad at blive inddraget af de voksne i en brug af sproget. Der bliver ikke talt nok til og med barnet, ikke skrevet og læst nok sammen med barnet. Det sidste ville ellers være både ønskeligt og muligt i et fuldt udviklet skriftsamfund, hvor alle voksne selv kan læse og skrive.

Så frem for som Kress at se de voksne som undertrykkere af barnets udvikling, når skriftsproget skal videregives til næste generation, skulle han hellere rette skytset mod de mekanismer, der holder barnets nærmeste omgivelser uden for denne indkultureringsproces, så mødet med skriften er blevet en samfundsorganiseret, teknisk-alfabetisk proces, helt upersonligt administreret af professionelle ud fra rent sprogvidenskabelige antagelser om, hvordan skriften bedst formidles til barnet. Det er her, man kan finde de negative billeder, Kress bruger i sin argumentation mod voksenrollen i barnets møde med skriftsproget.

Kress' fejl er altså, at han skyder på de voksne i al almindelighed og ikke på den bagvedliggende tradition for læsestarten som et ekspertanliggende. For ved at omtale 'børn' og 'voksne' helt generelt som anonyme generationsbegreber selvstændigt agerende uden forbindelse til en konkret social eller pædagogisk virkelighed, ser han helt bort fra de mange bagvedliggende faktorer og interesser, der styrer den nuværende læsepædagogik i Vesten, og som forældre, pædagoger eller lærere naturligvis er påvirkede af.

Herved kommer han i praksis til at holde liv i drivkraften bag den skriftsprogspædagogik, han netop argumenterer imod, nemlig de mange internationale og hjemlige aktører, som ud fra faglige, politiske og kommercielle interesser ønsker at opretholde læsestarten som et mål- og teststyret professionelt domæne og marked. Så Kress ville tjene sin sag bedre ved at tale for samfundets gradvise overgang til en hverdagsbaseret, uformel skrive- og læsekultur for børn som en lystbetonet opdagelsesrejse ind i skriftsproget ud fra det enkelte barns sproglige og fysiske erfaringsverden, frigjort fra læreplaner og økonomiske interesser.

Hvordan en sådan Skrive- og læsekultur for børn kan udmøntes i praksis i familie, dagtilbud og børnehaveklasse, kan man læse i Linea Bjerrum Nielsens glimrende brugsbog af samme navn. I min egen lille bog, Indkulturering, får læseren et indblik i forskning og skrifthistorie, der tilsvarende peger mod en individuel skrive- og læsekultur for børn som den mest nærliggende måde at møde skriftsproget på i vor tids højtudviklede skriftsamfund.

 

Kjeld Kjertmann er ph.d. i skriftsprog og skolestart og tidl. lektor ved DPU

 

Henvisninger

Bjerrum Nielsen, Linea 2016: Skrive- og læsekultur for børn. Forlaget DreamLitt.

Kjertmann, Kjeld 2015: Indkulturering. En ny læsestart i bedre takt med tiden. Syddansk Universitetsforlag.

Kress, Gunther 2003: Perspectives on Making Meaning. In: Handbook of Early Childhood Literacy. Sage.

Laursen, Helle Pia 2019: Tegn på sprog. Literacy i sprogligt mangfoldige klasser. Aarhus Universitetsforlag


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
607 andre er allerede tilmeldt

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.235 andre er allerede tilmeldt