Fra sidste års Unge Forskere konkurrence

Unge Forskere holder digital finale fra søndag til tirsdag

Trods coronakrise og aflyst fysisk konkurrence bliver de unge forskertalenters arbejder bedømt af en professionel jury, og vinderne udpeges fredag den 24. april – digitalt. I alt er der 134 projekter i finalen – heraf 91 fra grundskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De unge forskeres projekter spænder over en bæredygtig kødbakke, bæredygtigt tøj af hø, en pille mod sygdommen hæmokromatose, en æblespray der forhindrer svømmebriller i at dugge, bæredygtig nedbrydning med kakerlakker og en matematisk boomerang. Iderigdommen er stor både blandt juniorer og seniorer - grundskole og ungdomsuddannelser.

Det fysiske event i København er blevet aflyst, men arrangørerne i Danmarks nationale naturfagscenter Astra, der står bag Unge Forskere, har besluttet at de unges arbejder skal offentliggøres, og at konkurrencen gennemføres på en virtuel platform. En professionel jury med 89 forskere, projektledere og undervisere sidder klar ved skærmen til at bedømme projekterne.

De unge forskere er i alderen 10-19 år.

Søndag begynder konkurrencen i kategorierne Life Science, Physical Science og Technology. Det varer frem til tirsdag og på fredag bliver vinderne kåret. Præmieoverrækkelsen streames på Facebook fra klokken 14.30 til 16 via dette link:  Unge Forskere på Facebook