Anmeldelse

Corona på skemaet

Kom an, corona

Det er vigtigt, at de ansvarlige voksne kan tage godt og sikkert imod de børn, der nu igen må komme i skole. Sundhedsstyrelsens corona-portal er her et godt stykke værktøj at kunne bringe i øjeblikkelig anvendelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne anmeldelse er lavet på et tidspunkt hvor ikke alt materialet er gjort tilgængeligt. Blandt andet er forløbet for udskolingen ikke med i anmeldelsen.

Fakta:

Titel: Corona på skemaet

Pris: Gratis

Forlag: Alinea, Sundhedsstyrelsen

Stærkt på vej tilbage til den fysiske skole igen – nu må de yngste elever efter lang tids isolation have ordentlig corona-besked. Som udgangspunkt er det derfor godt, at selveste Sundhedsstyrelsen står bag Alineas digitale og lynhurtigt udgivne materiale, der i første omgang foreligger til indskoling, henholdsvis mellemtrin. De ældste elever (vel også dem i 10. klasse?) må vente med deres udgave til den 20. april; det skulle dog være i god tid, før skolens porte på ny slås op for dem også.

På det overordnede plan går meget – selvfølgelig – igen fra niveau til niveau. Alle elever skal jo vide noget om virus og bakterier i og uden for kroppen, ligesom store og små selv kan og skal (lære at) gøre noget, her specielt for at overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Endelig trænger den såkaldte nye virkelighed sig på, hvad den for det enkelte barn/unge menneske måtte indebære af bekymringer, nye samværsformer samt i det hele taget vanskeligheder ved at navigere i ukendt farvand.

Man kan, alt efter temperament, bemærke, undre sig over eller direkte kritisere (som det for eksempel allerede finder sted på Facebook), at materialets forfattere i så høj grad holder fast i tanken om, at dette er et læremiddel. Der henvises således til fagene natur & teknologi, dansk, musik og idræt, ligesom der opereres med læringsmål og normalsider(!). Nogle af fagteksterne kan efter mit bedste skøn alligevel kun formidles via underviserens oplæsning og måske uddybende forklaring. De er simpelt hen for svære at læse og/eller forstå for mange elever på det angivne niveau.

Ovenstående forbehold bør dog ikke afholde nok så corona-trætte og -fyldte voksne fra at tage imod det gode tilbud, som portalen jo også er. Den præsenterer således en lang række meget varierede og langt hen ad vejen kreative forslag til, hvordan eleverne så kan engagere sig og blive klogere, øve sig i at ”gøre” – og helst opnå en større grad af tryghed: (tegne)film, undersøgelser, quiz, faktatjek, sang, dans, rap, nye lege, tegninger og plakater. Der er nok at tage fat på, under fanen ”Til læreren” også for underviseren.

Da der netop er tænkt i sammenhængende forløb á 5 eller 6 lektioners varighed, fungerer det vel knap så godt at plukke hist og her. Udgangspunktet må snarere være helheden, som den enkelte lærer eller pædagog med sin sunde fornuft og indgående kendskab til egne elever eventuelt vælger at udelade elementer fra. Og så kan det ellers kun gå for langsomt med at komme i gang.

Powered by Labrador CMS