Vi har i sandhed bundet mulige og umulige knuder på os selv for at opfylde ønskerne hos KL - kæmpet for at gøre det hele godt nok. Uden at have tid nok, med ekstraopgaver væltende ind. Men regeringen vil ikke rulle noget tilbage; Pernille Rosenkrantz-Theil fastholder de lange skoledage, og KL kommer aldrig til at bruge de mange flere penge på flere lærere. Så vi hænger i det - eller vi kan skære løkken over og springe ned og strejke.

Ikke mærkeligt, at 43% af (aktive) lærere overvejer et andet job. Der er sket så uendelig mange forringelser... Vi har som pligtopfyldende voksne, der ønsker af udføre et kvalificeret arbejde, uvægerligt en kæmpe risiko for at gå ned med stress i et kaos af opgaver, der ikke kan løses tilfredsstillende.

Samtidigt i ubemærkethed laver Bondo og Ziegler en aftale, der kan køre os helt af sporet; snart kommer den dårligste aftale ever og kaldes den bedste i 7 år, fordi det er den eneste aftale, der har været siden LOV 409. Mon den bliver stemt igennem med 79%, som de privatansattes overenskomst netop gjorde - uden en eneste forbedring? Har vi snart lært, at der skal mere til, hvis vi vil have nok forberedelsestid til tusinde umulige opgaver?

Forstår de i DLF, hvad vi vil have? Forberedelsestid og timeloft i en central aftale for alle – for stærke som svage, gode som dårlige kommuner og lokale ledere. Forstår de, at vi vil have, at det skal være slut nu med de forhold, vi har været tvunget under i 7 år?

Det gælder for os om at holde fast nu; så mange kolleger har haft bøjet nakken i 7 år. De havde håbet på nyt fra en kommission, der da måtte kunne se, hvor ringe mulighederne for at gennemføre en kvalificeret undervisning er. På en nødvendig mængde forberedelsestid og overskueligt timetal. Det turde kommissionen ikke pege på i de kommende forhandlinger med KL. Anders Bondo står nu med hatten i hånden med sine krav om rimelighed. Der er kun konflikt tilbage i værktøjskassen. Vi skal ud med budskabet, vi skal have alle med.

Fagforeninger har jo haft en uendelig betydning historisk set for de enkelte faggrupper. Men hvad skal vi med DLF, som står med hatten i hånden? Som tager udgangspunkt i LOV 409? Vi bør sige kollektivt op, hvis vores fagforening ikke kan forhandle (eller i mindste prøver på at forhandle) ud fra vilkår, der minder om tiden før lovindgrebet. Så mange kolleger er gået ned på stress, er stoppet, er gået ned tid eller bare generelt har resigneret. Da vi blev kort kørt af samtlige partier, dagblade som selv Politiken og den generelle offentlighed tabte vi stort set allesammen modet. Hvordan får vi kolleger, der kun lige kan hænge sammen i skoledagens arbejdstid, ud af deres apati og i gang med at presse DLF?

Anders Bondo er i gang med at forhandle ud fra kommissionens nonsense-anbefalinger om rimelighed, fordi KL ikke vil acceptere tale om fx loft over undervisningstimetallet mv. Han vil ikke stille krav til ting, der SKAL forhandles, end ikke de allervigtigste i den sump af forringelser, vi har haft. Det er rettidig omhu at gøre medlemmerne opmærksomme på, at det kan blive nødvendigt at stemme nej for vi ønsker reele forandringer, ikke en aftale, der blåstempler LOV 409.

Det er det, vi har mere i vente af, når Bondo og Ziegler indgår en aftale i ly af mørket i undtagelsestilstandelsen: Intet værn, kun rimelighed og lokalaftaler.

Det mest ubegribelige for mig er egentlig, at der ikke er flere stemmer på Folkeskolen.dk og Danmarks Lærerforening, der kæmper for at få tingene lavet om for faggruppen netop nu. Der er sket så uendelig mange forringelser; jeg arbejder ikke selv som lærer lige nu, men det ville jeg gerne begynde på igen, hvis vilkårene var til det.

Bare forberedelsestid... det var vanvittigt tilbage i 2013-17 at være overbygningslærer; jeg havde tit tre hold i engelsk, havde dansk, samfundsfag og historie i 9. klasser, hvordan rette opgaver nok? Glem det. Give en retvisende karakter og brugbar feedback til forbedring - hvordan? Men det burde vel ikke være ubegribeligt for mig, for jeg resignerede også selv, og det er først nu, at jeg overhovedet handler på vores situation.

Anders Bondo står desværre med en umulig opgave; at skulle forhandle ud fra lortekonklusioner fra kommissionen, som vi sådan ventede (eller i hvert fald håbede) på. 7 år gik der så med det. En tredjedel af lærerne er nu nye og kender kun til Clio-crap.

Hvis vi som lærere ikke vinder nu; gør noget vildt - så er den vigtige funktion i de unges liv tabt. Børn har en uendelig kedelig skoledag samtidig med at mange af de pligtopfyldende voksne går ned med stress i et kaos af opgaver, der ikke kan løses tilfredsstillende.

En central aftale med en fastsat forberedelsesfaktor, der ikke er latterlige, himmelråbende 12-14 minutter KRÆVES for ikke at stemme nej. Derudover er listen endeløs over ting, der også burde rettes op; aldersreduktion vi havde forhandlet os til på bekostning af lønstigninger, urealistisk mange elever i alle klasser, inklusionselever der vantrives og trods det stadig tager tiden fra de stille elever, ufleksible arbejdsvilkår, tilstedeværelsespligt i umulige omgivelser - intet værn i 7 år med nedbrudt sammenhold til følge.

Det skal være SLUT nu.

Vi har brug for en central arbejdstidsaftale med: Et loft over det ugentlige undervisningstimetal, en fast forberedelsesfaktor, tid på alle opgaver og genindførelse af aldersreduktionen.

Stem nej til at blåstemple LOV 409.