Debat

Fællesskabets styrke

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi står i en historisk samfundskrise udløst af coronapandemien, som både i Danmark og internationalt kom hurtigt og uventet for de fleste. I forbindelse med pandemien er der blevet truffet en række politiske beslutninger med vidtgående konsekvenser for langt de fleste. Fra den ene dag til den anden stod folkeskolerne gabende tomme, og lærerne fik etableret og organiseret nødundervisning til de mange tusinde børn, som ikke måtte komme i skole. En imponerende fælles indsats af landets lærere, hvor betydningen af en stærk lærerprofession har vist sin styrke. En stærk lærerprofession kommer netop til udtryk, når vi i fællesskab gør alt, hvad vi kan, for at give alle elever den bedst mulige undervisning - også uanset at skolerne er lukket og lærere og elever sendt hjem på grund af corona.

Samtidig har den danske model vist sin store styrke, allerede da den i første fase af coronakrisen blev »trykprøvet« på både det offentlige og private arbejdsmarked. Eksempelvis tilkendegav blandt andet Danmarks Lærerforening gennem vores tilslutning til »Fælleserklæringen« på det kommunale arbejdsmarked, at det kunne blive nødvendigt, at også vores medlemmer skulle løfte nye midlertidige arbejdsopgaver i enten plejesektoren eller sundhedsvæsenet, mens krisen står på.

Situationen omkring coronapandemien har med tydeligt vist, hvor stor betydning stærke fællesskaber og solidaritet har under en samfundskrise som den, vi oplever i dette forår. Krisen viser også, at der er gode perspektiver i at styrke samarbejdet og de forpligtende fællesskaber i samfundet fremover. På den måde styrker vi mulighederne for at finde fælles holdbare løsninger.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Mens denne klumme skrives, kender vi ikke alle de konsekvenser, som coronapandemien vil føre med sig. Når hverdagen for alvor vender tilbage, vil der med garanti i lyset af krisen være forhold, som vi som lærerprofession skal være opmærksomme på i vores undervisning. Der vil ligeledes også være forhold, som kræver, at Danmarks Lærerforening er med til at tage et fælles ansvar gennem den danske model.

Vi har grund til at være stolte af lærerprofessionen og det ansvar, som lærerne har taget under krisen. Den danske model har virket. Fællesskabet viser sin betydning nu. Det kommer det også til at gøre fremover.

Powered by Labrador CMS