46 kommuner begynder at åbne skoler på onsdag

46 kommuner melder sig klar til at begynde genåbningen af skolerne på onsdag. 20 åbner torsdag, tre fredag og 13 først næste mandag, viser en foreløbig opgørelse fra KL.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

KL har fået svar fra 82 kommuner. Mange kommuner genåbner skolerne gradvist med nogle skoler eller nogle årgange den første åbningsdag. 

"Det er en stor og meget krævende opgave at genåbne både daginstitutioner og skoler, så de lever op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Vi arbejder på højtryk i kommunerne på at levere et godt tilbud, der kan skabe trygge rammer for børn, forældre og medarbejdere. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle dem, der i disse dage kæmper for at få rammerne på plads," siger KL's formand Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

KL understreger samtidig, at det kan være forskelligt fra kommune til kommune og fra skole til skole, hvor mange timer, eleverne får undervisning og hvor mange timer, de skal være på skolen.

Gribskov: Vi genåbner tidligst mandag den 20. april 

"Det er en helt særlig tid, vi er i, og det vil også afspejle sig i det tilbud, man møder fra næste uge. Men vi lægger os alle i selen for at sikre, at der møder børnene en god dag i daginstitutionen og skolen og samtidig også er et fagligt udbytte. Men det vil være en anden hverdag end den, man kender med andre rammer og andre regler, og det skal vi i fællesskab indstille os på", siger Jacob Bundsgaard.

Genåbning: Trecifret millionbeløb afsat til ekstra rengøring 

Kl.dk: Status for genåbning af daginstitutioner og skoler