Debat
0   58

Coronakrisen udstiller velfærdsdesignet

Nødvendighedens politik, new public management, økonomisk incitament, effektivisering, mest for borgernes penge… Ukært barn har også mange navne, men de seneste årtier har designet af vores velfærdsinstitutioner været overgivet til økonomer, som har siddet og regnet på mindste decimal: “Hvor snævert kan vi gøre det, og stadig sige det bliver gjort?” Folketingsmedlemmer, borgmestre og byrødder har købt ind på en dagsorden som regnedrengene har solgt dem, nemlig: “Den demografiske udvikling rummer en bombe under vores økonomi.” Således er der ikke råd til det i morgen, som der var råd til i går. Det siger tabellerne!

"Der gik en engel gennem stuen"

Sådan siger man, når der bliver helt stille, og i de her tider, er det vel nærmest gennem landet der er gået en engel? For os der underviser i kristendom, bliver det nemt at fortælle om de syv plager fremover, for nu har eleverne et apokalyptisk billede af lukkede byer. Øde, stille og nedlukket, sidder vi hver for sig, og passer på hinanden. Vi håber på det bedste, og frygter det værste. Men der er nogle drøftelser vi bliver nødt til at have på bagkant af Coronakrisen, for årsagen til at vi skal håbe og frygte, i en grad der lukker landet helt ned, er jo også, at vi er håbløst underdimensioneret i sundhedssektoren, præcis som i alle andre velfærdsinstitutioner. Der har været et 20 år langt kapløb indenfor offentlig forvaltning i at spare på frontlinjen, fordi politikerne i folketing og byråd har købt abonnement på en dårlig konsulentjoke “Danmark skal leve af innovation - manuelt arbejde er forældet og uddødt!”

Artiklen fortsætter under banneret

Alle der kender en der enten arbejder i, eller er i kløerne på, ældreplejen ved at det ikke er jagten på en ny måde at tørre sig i røven på der ville være saliggørende. Nogen gange skal man bare tørres! Ikke innovativt eller effektivt, bare tørres. Så hver gang der spares en medarbejder i frontlinjen, forringes servicen. Det er værd at tænke over i de her situationer, hvor nødberedskabet udstilles! 

Græshoppesværmene fra konsulenthusene

De bibelske plager stopper desværre ikke her. For ligesom sværme af græshopper rammer Ægypten, så har en sværm af konceptkvaksalvere sneget sig ind i den offentlige sektor. Trillende ind i prærievogne eller store Audi’er sælger de, de administrende politikere, drømmen om ro i maven, glansfuldt hår og mere for mindre, hvis man bare lige køber deres koncept. Det offentlige Danmark bruger 17 milliarder om året på konsulenthjælp. 17 milliarder, som vi ikke brugte for 20 år siden! Det er jo ikke fordi vi ikke skal bruge eksperter til svære opgaver. Vi skal have arkitekter til at tegne bygninger, og ingeniører til at projektere kloaknet. Så der er bestemt behov for veluddannede teknokrater til tekniske opgaver. Men hele rådgivningslaget har taget overhånd. Der er især på omsorgsområdet opstået en tanke om at jo længere væk fra praktisk viden man sidder, jo mere professionelt kan man vurdere behov, uden selv at være i klemme følelsesmæssigt eller være bundet af faglig viden. Derfra skaber de et kunstigt behov, for at få nogle udefra til at se på om der kan spares. Som om hovedet skal have hjælp til at få røven til at skide? 

For at hjælpe med at ‘udvikle’ og få ‘indsigt’ skal, det som fagpersonalet ved er kompliceret og svært at få til at lykkes, reduceres til måltal, så enhver idiot kan tage en lyseblå skjorte på, se en tabel på sin tablet og konstatere hvor skoen tilsyneladende trykker. Det er ikke sværere end at tjekke stillingen i superligaen.

Alle æg lægges i samme kurv

Der har siddet nogle djøffere og tegnet en tavle med to grafer. En rød der vokser voldsomt og en grøn der ‘slapper mere af’. Det er sådan set filosofien bag mange af vores dilemmaer i velfærdssamfundet. Skal vi betale meget i skat, så vi er fælles om at anvende en stor del af pengene? Eller skal man have meget udbetalt selv og have dem til rådighed her og nu? Med en høj skat får man langsommere valuta for sin indsats (den grønne). Med en lav skat har man pengene i hånden, men risikerer at de er hurtigt brugt, og væk når de mangles (den røde). Graferne passer også på vores pensionsopsparinger. Skal man indbetale et tvunget lavt beløb i lang tid (den grønne) eller skal man have pengene til rådighed og selv indbetale pensionen når børnene er flyttet og gælden betalt (den røde). De passer også på DONG salget; skulle vi have en hurtigt gevinst ved at sælge (den røde) eller have tålmodighed med en sund offentlig virksomhed og høste mindre gevinster i længere tid (den grønne)... Pointen er: De to grafer passer på masser af samfundets dilemmaer, og noget af det vores politikere er blevet bildt ind af konsulentlaget er, at det at fortsætte en udvikling er det samme som at stige på ‘det røde tog’ og brænde alle pengene af med det samme. Derimod er reformeriveren udtryk for at ‘gribe ind i tide og flade kurven ud’. “I fremtiden vil vi ikke have råd til det samme”. Sikke noget at postulere, i et af verdens rigeste samfund. 

Reformerne koster jo også

For det kan da være at velfærdens store institutioner skal udvikles og forandre sig. Følge med tiden. Men 9 ud af 10 gange betyder det på konsulentsk at ‘nogle friske øjne udefra skal komme med forandringsforslag’, i stedet for at de som faktisk arbejder på områderne får tid, råd og frihed til at forestå forandringen. Og har det hjulpet? 

20 års effektiviseringer i det offentlige, årlige 2% besparelser mm. har sat sine spor i velfærden. Der er blevet længere mellem at ældre får et bad, eller gjort rent. Der er længere holdbarhed på deres måltider - og dermed en oplagt mulighed for at levere mad til mange dage (og dermed tvinge de ældre til at spise gammel mad). Der er også blevet færre pædagoger pr. barn i daginstitutionerne. Vuggestuenormeringen i dag er som børnehavenormeringen var i 1980’erne! Der er blevet flere børn i skoleklasserne, og de går længere tid i skole, med færre lærere, som har dårligere tid til at forberede flere lektioner!

Flere steder i byerne har man samlet lægerne i lægehuse, hvor deres patientoptag har nået toppen. Det betyder at man ikke længere kan få en læge tilknyttet, men derimod kommer ind til en ny læge hver gang man er ved lægen. Politiet er ligesom supersygehusene blevet centraliseret, hvilket giver længere afstand mellem borgere og servicepersonalet. Men vi er ikke blevet fattigere, så hvorfor alle disse forringelser?

Reformiveren dækkes ind under at være nødvendig, for at gribe ind i tide. Men sandheden bag reformerne er, at de ikke bevarer, men forandrer, og dermed forringer de servicen, under dække at af spare. Men forholder det sig sådan?

De store strukturændringer i SKAT reducerede i antallet af medarbejdere, så man over en årrække halverede antallet. Og hvad var det smarte ved det? Jo, altså de innovative typer som rådgav politikerne, fik overbevist om, at man kunne spare lønninger. Et slag på tasken har man reduceret SKAT med 5000 medarbejdere, som måske tjente 500.000kr om året. Altså har man sparet 5000 x 500.000kr = 2.500.000.000 kr, hvilket da lyder meget fint. Men hvad kostede det? 

Det nye smarte ved at fjerne medarbejdere i SKAT, var at digitalisere. I stedet for at man kan ringe til SKAT og få vejledning, så skulle man nu kunne selvbetjene. De banditter i habitter som har lavet den rådgivning, har taget for givet at man ville købe et system der duede, at folk kan finde ud af at søge vejledning online, og at de ville gøre det. Hvordan gik det så?

Var IT-systemet en engangsinvestering? NEJ!

Virkede det? NEJ!

Kan danske borgere selvbetjene sig online, eller er det en forringelse?

Betaler folk den skat de skal, hvis der ikke er kontrol?

Jeg går ud fra, at de fleste kan overskue, at strukturændringerne i SKAT har været en katastrofe for velfærdssamfundet. At skære i medarbejderstaben, omlægge til IT, overlade det til borgerne og virksomhederne at have styr på det og at udflytte afdelinger med tab af medarbejdere og kompetencer, har kostet os langt over 100.000.000.000 kr. måske endda det dobbelte. Vi skulle have beholdt det vi havde, og haft 5.000 flere ansatte i skat, da hver medarbejder i SKAT så rigeligt er deres vægt værd i guld. 

På samme måde har reformiveren hærget gennem sundhedssystemet. Tanken om kortere indlæggelser, færre personale, mere privatisering og samling i supersygehuse viser med al tydelighed sit grimme ansigt, når vi rammes af en epidemi som dels udstiller at der er for få ansatte, samt for lille kapacitet og for ringe modstandskraft overfor spidsbelastninger. Der har været fokuseret mere på udgifterne end kvaliteten i sygehusvæsenet i lang tid. Det har flere sundhedsfaglige personer sagt igen og igen, f.eks. sagde overlæger op på fødeafdelinger fordi de ikke længere kunne tage ansvar for samlebåndsoptimeringen. Vi har længe fået advarsler om udhulingen. I Tyskland har man 12 sengepladser pr. 1000 indbyggere i Danmark har vi 3. Det er fordi økonomer driver velfærdsinstitutionerne i Danmark, mens det er fageksperter i Tyskland. En nedlukning af Danmark koster minimum 250.000.000.000 kr. så hvad er det vi har sparet?

På folkeskoleområdet har undervisningsministeren for nyligt præsenteret os for en helt ny graf, nemlig reformdykket? Hendes spindoktorer har nemlig solgt hende idéen om, at alle store reformer i starten medfører forringelser, og først efter 10-15 år kan måles om de virker. Altså børn går i skole i 10 år, så med åbne øjne og lukkede munde gik regeringen altså ind, og ‘ofrede’ et helt skolelivs læringsgevinster for de børn der startede i 0.klasse i 2014, forventende et dyk i deres udbytte? Det fik de da vist ikke lige fortalt, da de vedtog reformen. Især er det overset, at ministeren understregede igen og igen, at det gælder ALLE store reformer. Har de overhovedet fortalt det ved nogle af de reformer vi har været igennem? 

Virkeligheden kunne også være, at folkeskolereformen ikke havde den kvalitet man kunne have ønsket? Måske især fordi man stædigt gik enegang mod fagligheden, med økonomien 

som eneste kikkert for øjet? Og at det vil være for ydmygende at indrømme?

Er der kun én virkelig sandhed, og så en masse fordrejninger?

Bjarne Corydon stod i spidsen for ‘nødvendighedens politik’, hvor man dækkede alle beslutninger ind under at det kun kan være på denne her måde. “Vi har regnet på det, og det er det eneste rigtige at gøre”. Samtidig vedtog man flere love der forhindrede offentligheden i at få indsigt i beregningerne, drøftelserne og alternativerne, som var undervejs forud for beslutningerne. Det førte til en automatargumentation der retfærdiggjorde besparelser og forringelser med ordene “pengene skal jo komme et sted fra”, underforstået, vi har ikke råd til at lade være med at indføre de her besparelser.

Samtidig kan man se lønhop i den offentlige topledelse. Kommunaldirektører ansættes med millionlønninger og bonusser for at blive i jobbet og belønninger for at fortsætte. Vi kan også se lønstigninger på borgmesterkontorerne. Fra tid til anden dukker der også historier op om fråds i toppen i en grad der får frontlinjemedarbejderne til at krumme tæer og skamme sig over deres arbejdsgivere. Studieture til Island, gratis biler på borgernes regning, sparemøder på luksushoteller, fravigelser af kommunernes egne regler for forplejning, stadionloger mm. Når der rejses kritik af disse frådserier, så bliver kritikken ikke mødt med argumentation, men med afvisning. Hvis kritikken fastholdes, så bliver der blot postuleret, at “det er indenfor reglerne”, indtil det viser sig ikke at være. Herefter bliver det tysset ned og dør ud, eller afløses af en endnu større skandale.

Hvor går vi hen herfra?

Vi starter med at parkere troen på at vækst, økonomi og bundlinje er det der løser ALLE problemer. Vi må acceptere, at velfærd koster. Selvfølgelig skal vores store institutioner som folkeskolen, transportområdet, sundhedsvæsenet, politiet o.lign forandre sig. Men forandringen burde ikke ligge i besparelser, men forbedringer. Og det er på tide at sætte konsulenterne uden for døren. De har haft 20 år og bevist deres værd. Det blev dyrt!

Hvis man havde ladet områderne udvikle sig gennem faglig sparring på gulvet, ville man aldrig have set folkeskolereformen, sundhedsreformen, politireformen eller omstruktureringen af SKAT. Det havde sparet os for mange ærgerlige erfaringer. Det er klart, at udvikling nedefra giver et mere uens billede. F.eks. ville skolerne udvikle sig i forskellige retninger, hvis man havde valgt en anden vej end fælles mål, Canada-begejstringen, folkeskolereformen, synlig læring, nationale test og benchmarking. Men alle de tiltag er udtryk for én farlig tanke: Hvis man forsimpler komplicerede processer til måltal, så kan konsulenter og politikere narre hinanden til at tro man har målt kvaliteten og dermed kan måle forskellige enheder op mod hinanden. Men alle der har børn i skole ved at de har børn på én skole, ikke alle skoler. Derfor er det i virkeligheden ikke særlig interessant, om tallene for alle skoler ligner hinanden. Det er langt mere vigtigt at ens barn går i skole, hvor der er trivsel og læring. Men det har personalet svært ved at levere, når de konstant skal modtage nye, og ofte modstridende, krav ovenfra fra folk der dybest set hverken aner noget om børn eller skole, men som mest kigger statistik og økonomi. 

Samme scenarie gør sig gældende i sundhedsvæsenet, daginstitutionerne, ældreplejen, politiet og den offentlige transport. Det er blevet vigtigere at kunne levere de rigtige tal, fremfor den rigtige serviceydelse.

Virkeligheden er bare mere nuanceret end den økonomiske nødvendige og fornuftige sandhed, som de døde hænder forgøgler os: Virkeligheden er valg, og pt. bruges pengene bl.a. på at betale skrivebordsgeneraler fyrstegager, for at jagte de sidste blodsdråber i frontlinjen. Det udstilles alt for tydeligt i en epidemikrise: Vi har for mange konsulenter og kvalitetskontrollanter, og for få læger og sygeplejesker. Der var råd, men vi har brugt pengene anderledes. 

Et supersygehus koster mellem 2 og 4 milliarder kroner. Hvor mange af dem kunne vi have haft, så vi havde haft sengepladser nok, for den regning nedlukningen af Danmark efterlader? Eller blot have beholdt og moderniseret de lokale sygehuse, som blev centraliseret? 

Regnedrengenes spareiver bør afløses af fagpersonernes indflydelse på velfærdsområderne!

Fagforeningerne må på banen her, og indse at trepartsløsninger, samarbejdsspor, samfundssind, tilbageholdenhed og offervillighed kun er noget der afkræves nedad. I toppen skal vi buldre derudaf, og arbejdstagernes villighed til at nøjes for det fælles bedste, legitimerer at der udbetales skandaløse bonusser, udbytte og løn, til de samme mennesker der beder os holde igen og forstå der ikke er råd?

Fagbevægelsen bør fokusere på lønmodtagernes interesser, og se stort på toplaget. De skal nok klare sig uden vores bekymring for dem!

Fagforeningerne bør også sige fra overfor ‘nødvendige input udefra’, og skyde brystet frem og fremhæve, at vi i Danmark godt kan finde ud af at levere velfærdsservice i kvalitet, hvis uddannelsepengene er store nok til faglig opkvalificering. Vi har ikke brug for konsulenter til at fortælle os om børnene skal sidde i grupper eller på rækker. One size doesn’t fit all!

Fagforeningerne bør ikke omfavne reformerne, men problematisere dem, især hvis de kommer af et ønske om at spare. Især hvis de udarbejdes uden os. Vi skal ikke få sten til at flyde!

Vi kan starte med at sige NEJ tak til at acceptere at L409 gøres til vores arbejdstidsaftale! 

Vi kan sige fra overfor uklare passager, som på stedet overlader afgørelser til lederskøn!

Vi kan markere overfor arbejdsgiverne at vi ikke har tillid til deres forståelse af rimelighed, når det er styret af økonomi frem for faglighed.

Vi kan vise den siddende regering, at det ikke går at finansiere skattelettelser med overenskomstforringelser via lokumsaftaler med KL. (Der bør iøvrigt gøres meget mere for at mobilisere den øvrige fagbevægelse til at forstå, at lykkes det med lærerne, så venter modellen de andre).

Vi kan vise den øvrige fagbevægelse, at vi tør fortsætte med at nægte at få lovgivet vores vilkår. 

Vi bør stemme NEJ! og forlade samarbejdssporet så hurtigt vi kan. Så længe skolerne drives efter en økonomisk lineal, benchmarking og NPM, bør vi holde os for gode til at implementere det med vilje.

 

Rigtig god weekend til alle lærere (og skulle andre fra velfærdsfrontlinjen læse med, så god weekend til jer også)


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ