Det er svært for eleverne at forberede sig i grupper til eksamen idræt - men de kan starte med den teoretiske del, påpeger Trine Hemmer-Hansen.

”Men hvad kan vi så lave, når vi ikke kan mødes rigtigt”?

Siden 1. april har 9.-klasseseleverne kunnet trække emner til afgangsprøven i idræt – men det er svært at forberede sig på en gruppeeksamen, når man ikke må mødes. Idrætslærer Trine Hemmer-Hansen vil under alle omstændigheder forberede eleverne på en mini-afgangsprøve.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Idrætslærer Trine Hemmer-Hansen fra Virupskolen ved Aarhus var ikke i tvivl. Trods uvisheden om, hvad der sker med sommerens afgangseksaminer i folkeskolen gav det i hendes øjne selvfølgelig mening at lade 9.-klasserne trække emner til afgangsprøven i idræt - denne gang for første gang nogensinde foregik det så virtuelt.

"Egentlig er det jo ikke anderledes end en almindelig situation, hvor de jo heller ikke endnu ved, om de kommer op i faget. Hvorfor skulle man ikke alligevel give dem den ekstra tid til at reflektere og notere idéer i et dokument, hvor jeg kan følge med og se, hvor de er på vej hen", lyder det fra Trine Hemmer-Hansen, der også er faglig rådgiver og blogger på Folkeskolen.dk/Idræt.

Som sagt, så gjort. Onsdag den 1. april gennemførte hun sammen med skolelederen og en idrætslærerkollega udtræk i idræt for skolens to 9.-klasser, der dukkede op gruppevis på GoogleMeet med fem minutters mellemrum og trak deres emne.

"Det spillede bare. Eleverne havde prøvet at være derinde før, men det her havde de jo ikke prøvet. Men det var en god oplevelse, ingen røg af nettet, og de fik trukket deres emner", beretter Trine Hemmer Hansen.

Censor: Idrætsprøven handler om træning og samarbejde

Rent praktisk foregik udtrækningen ved, at Trine Hemmer-Hansen vippede sin computerskærm ned, så sedlerne på bordet kunne ses, og eleverne kunne meddele, om de fx ville have seddel 1, 2 eller 3. Trine Hemmer-Hansen stod for udtrækningen, mens kollegaen noterede ned.

Men ikke mindst idrætsfaget rummer vanskeligheder og udfordringer, når eleverne skal forberede sig til en afgangsprøve - som de efter normale forhold vil få at vide den 27. april, om de skal op i eller ikke. Det rummer i sig selv en usikkerhed, men nu er usikkerheden tilsat usikkerheden om, hvorvidt eleverne i det hele taget kan forvente at komme op til afgangseksamen til sommer. Senest opfordrede Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, søndag undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil til helt at droppe sommerens eksamen som en følge af den lange nedlukning af skolerne.

Eksamen i idræt kræver samarbejde

Hertil kommer, at eleverne skal til afgangsprøve i idræt i grupper på op til fem elever. To tredjedele af eksamen skal gennemføres i en hal eller gymnastiksal - og kræver med andre ord, at eleverne har haft tid til at mødes og forberede sig sammen.

I forbindelse med forberedelsen til udtrækningen stillede en af Trine Hemmer-Hansens elever det helt centrale spørgsmål til, hvordan eleverne skal forberede sig under de nuværende omstændigheder. "Hvad kan vi så lave, når vi ikke kan mødes rigtigt", lød spørgsmålet.

"Og selvfølgelig er det da mærkeligt, at de ikke ser hinanden, men jeg ville nu finde det mærkeligt, hvis de ikke skulle trække nu. I idræt kan de jo ikke gå op for sig selv, og det er også derfor, at jeg tænker, at det lige præcis var vigtigt, at de fik trukket emner her, inden de går på påskeferie. Det praktiske har vi jo svært ved lige nu, men så er der jo den idrætsfaglige viden, som udgør en tredjedel af prøven. Så selv om de ikke kan mødes, kan de jo godt begynde at snakke sammen i gruppen virtuelt og brainstorme og tænke de første tanker og få nedfældet deres idéer i et dokument, hvor jeg kan følge med. Jeg ser kun en fordel i det. Lad da eleverne bruge tiden til at reflektere, det skulle de jo gøre alligevel - det kan man jo lige så godt få vinget af, når vi kan gøre det virtuelt", siger Trine Hemmer-Hansen.

Havde gjort det under alle omstændigheder

Allerede umiddelbart efter udtrækningen skulle eleverne mødes gruppevis på GoogleMeet og dele deres første tanker og idéer i processen med at arbejde sig frem til et fælles tema.

"Hvis man bare siger, at de skal skrive tanker og idéer ind i dokumentet, når de får dem, så vil det nok kun være nogle enkelte, der vil gøre det. Det kræver struktur, at de mødes derinde - og der er også en idé i, at jeg kan følge med i, at de er i gang med at tænke", siger Trine Hemmer-Hansen - og tilføjer:

"Vi kan jo ikke gisne om, om de overhovedet skal op eller ej, men vi kan forberede dem så godt, som vi kan. Og det her havde jeg helt sikkert gjort, uanset om vi havde stået i den her situation eller ikke".

Hun regner ikke med, at regeringens planlagte, gradvise åbning af samfundet vil betyde, at eleverne er tilbage i skolen umiddelbart efter påske.

Plan om mini-afgangsprøve

"Og så kan det jo godt være, at det betyder, at man siger, at de slet ikke skal op, og at afgangsprøverne bliver til standpunktskarakterer. Men uanset hvad er der da kun en fordel i at lade eleverne reflektere over emnet", siger hun.

Skulle det vise sig, at eleverne kommer tilbage til skolen lige efter påske, vurderer Trine Hemmer-Hansen, at eleverne burde kunne nå at forberede sig til afgangsprøven i idræt. Men hvis det viser sig, at undervisningsministeren lytter til opfordringen fra Anders Bondo Christensen og helt dropper sommerens eksamen, vil hun foreslå sine idrætslærerkolleger på Virupskolen, at man de sammen laver en prøve for eleverne.

"Det tænker jeg kunne være en fed idé. Det er min tanke, at de skal prøve det. Der kommer så ikke en censor udefra, men så er jeg censor for den anden klasse og omvendt. En afgangsprøve er jo en prøve til en almindelig eksamen. Så kan de for eksempel vise en lille fem minutters sekvens i stedet for. Det handler om deres årskarakterer i stedet for - men vi få også forberedt dem hen imod en mini-afgangsprøve".

  

DLF til ministeren: Drop eksamen i år