Debat

Aflys de skriftlige afgangsprøver i folkeskolen

En ens afgangsprøve landet over for vores elever kan ikke lade sig gøre i år. Aflys og lad os give eleverne årskarakteren i stedet for.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kære undervisningsminister. AFLYS de skriftlige afgangsprøver i folkeskolen! 

Der er i skrivende stund stadig et forbud mod at forsamle sig mere end 10 mennesker, og en yderligere stramning hænger over hovederne på os hen over påsken. Jeg kan således ikke forstå, hvordan vi skal have alle afgangselever samlet i en hal til skriftlige afgangsprøver om en måned? 

Vi har 160 elever i 9.klasse på min afdeling. Og det var et hundrede og tres elever!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hele grundmeningen med en afgangsprøve er, at den skal være fuldkommen ens landet over. Samme prøveoplæg, samme tidspunkt, samme vilkår. ENS! Fra start til slut. Så censorer kan bedømme ens. Ellers kan vi jo ikke bruge resultaterne til noget. Der er faktisk en lang vejledning omkring prøvernes afholdelse. Men dette er i år uladesiggørligt! 

Vi kan ikke vejlede elever ordentligt i en for dem stressende situation og samtidig holde afstand. Det er ikke okay for dem, eller lærerne.

Vi kan ikke bare sprede dem ud over hele skolen, og fortsat holde korrekt opsyn med dem. Hvis vi skal have 10 elever pr. prøvelokale, ville det hos os kræve 16 lokaler, 32 tilsynsførende, og vores 2 IT-vejledere får vist travlt. Det efterlader 6 kollegaer tilbage til hele 6., 7. og 8. årgang. Nøj, jeg håber alle kommer på arbejde den dag!

Vi kan ikke lade dem lave prøverne hjemme og regne med, at alle overholder reglerne ens. 

Vi kan ikke nå at forberede det her ordentligt, hverken for eleverne, lærerne eller tilsynet. 

Eleverne har været til terminsprøver både i 8. og 9.klasse, de har altså prøvet, hvordan det er. Vi har forberedt dem på det videre uddannelsesforløb, hvor de skal til andre skriftlige prøver. Det er okay, de kan godt. Så AFLYS de skriftlige prøver nu!! Giv ro på til lærere og elever, og giv lærerne tiltro til at vi kan give en fair og afsluttende årskarakter i stedet for. Det er okay, det kan vi godt.

Flere mener, at elevernes motivation forsvinder, hvis der officielt aflyses noget nu. Der må jeg bare afsløre, at de elever, der vil skolen, de vil fortsat være motiverede om en måned og sågar resten af deres uddannelsesliv, men de elever, der ikke vil, ja, de vil altså heller ikke om en måned. 

Og hvis ikke du aflyser, kære minister, så udsend venligst udførlige retningslinjer til skolerne, så prøverne kan afholdes og bedømmes fuldstændig ens fortsat.