"Eleverne har stor værdi ud af kontakt med deres lærere og pædagoger, men nogle familier har også brug for lidt mere hjælp og støtte end andre, så der er det vigtigt at skolen rækker ud, når enkelte elever ikke checker ind", lyder det fra formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg.

Skole og Forældre: Otte ud af ti er overordnet set tilfredse med fjernundervisning

77 procent af forældrene er tilfredse med lærernes fjernundervisning i perioden med skolelukning. 67 procent er tilfredse med den hjælp og støtte, som skolen har givet. Det viser en ny undersøgelse fra Skole og Forældre.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Otte ud af ti forældre er overordnet set tilfredse med den fjernundervisning, som deres børn har fået, mens 67 % af forældrene er tilfreds med den hjælp og støtte, som skolen har givet", står der i en pressemeddelelse, som Skole og Forældre har udsendt i dag. 

(3/4 2020 kl. 20:31 - Overskrift og indledning præciseret, så det er tydeligt, at budskabet kommer fra Skole og Forældre)

Undersøgelsen viser, at godt halvdelen af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med fjernundervisningen under skolelukningen, mens næsten 25 procent svarer, at de er neutrale.

Lidt under 20 procent erklærer sig utilfredse med fjernundervisingen i en ny undersøgelse, som Skole og Forældre har foretaget. Undersøgelsen viser også, at fjernundervisning kræver forældrehjælp.

Lidt mere end halvdelen af forældrene vurderer, at de har kunnet passe deres arbejde dårligere end normalt. En tredjedel har kunnet passe deres arbejde, som de plejer, og nærmest ingen har kunnet passe deres arbejde bedre end normalt.

Formand for Skole og Forældre Rasmus Edelberg fortæller, at forældre bruger en masse tid på at hjælpe børnene med fjernundervisning, og at nogle forældre har brug for en ekstra hånd fra lærerne.

"Det er gået ud over arbejdet. Det gælder især forældre med mindre børn. Eleverne har stor værdi ud af kontakt med deres lærere og pædagoger, men nogle familier har også brug for lidt mere hjælp og støtte end andre, så der er det vigtigt at skolen rækker ud, når enkelte elever ikke checker ind", siger han i en pressemeddelelse.

Undervisningsminister: Jeg bøjer mig i støvet for lærerne 

Forældre bliver klogere på børnenes skolegang

Undersøgelsen viser, at forældrene har fået et bedre indblik i deres børns skolegang og mange har oplevet kreative aktiviteter fra lærernes side.

Samtidig fremgår det af undersøgelsen, at mange familier har fået erfaring med nye muligheder via digitale medier og har nydt at være sammen hjemme.

"Mange forældre savner til daglig en bedre forståelse for, hvad der foregår for deres børn i undervisningen. Det indblik har de fået de sidste uger sammen med en tættere dialog med lærerne om skole-hjem-samarbejdet", siger Rasmus Edelberg.

Trivslen er dykket lidt

Forældrene oplever, at elevernes trivsel er dykket lidt. Dog oplever forældre til børn med særlige behov en lidt bedre trivsel hos børnene. Det helt store problem er, at eleverne savner deres kammerater.

Rasmus Edelberg opfordrer skolerne til også at lægge vægt på de musisk-kreative fag under skolelukningen.

"Vores børn kan ikke være sammen med deres venner. Det er et stort savn, men det er Coronaens skyld, ikke skolens. Fysisk og mental trivsel hos børnene er vigtigt for hele familien, når vi er lukket inde på begrænset plads i flere uger", siger han.

Her kan skolens indsats gøre en stor forskel, mener formanden for Skole og Forældre. Han opfordrer til, at skolerne bruger metoder, der kompenserer for manglen på sociale fællesskaber, for eksempel videomøder eller digitalt gruppearbejde, hvor det giver mening.

"Det er også godt, hvis undervisningen i passende omfang lægger op til fysiske aktiviteter og at de musisk-kreative fag får noget plads. Varieret undervisning er som altid vigtig for elevernes motivation", siger Rasmus Edelberg.

Undersøgelsen viser også, at eleverne i 9. klasse er et særligt opmærksomhedspunkt for forældrene på grund af den kommende afgangseksamen.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 27. marts - 2. april. 735 har besvaret undersøgelsen. Respondenterne er forældre til børn i folkeskolen.

Powered by Labrador CMS