Debat

Hvor billigt tror KL at vores tillid er til salg?

Kan I ikke bare acceptere at I tabte? I har det jo bedre end mange andre? Er det ikke bare fordi I ikke vil give det en chance? Måske er det en fordel for jer? Skal man ikke bare se at komme videre? Vil I virkelig tage børnene som gidsler? Skal vi nu til det bøvl igen? Spørgsmål som disse har jeg efterhånden svaret på, undgået, hidset mig op over, givet op overfor og gået i dialog om. Måske kender du det? I andre lærere kender sikkert lige så mange andre mere eller mindre dumsmarte kommentarer til om en arbejdskamp nu også skulle være værd at tage. Jeg har ikke tænkt mig at bruge dette her indlæg til at svare på tåbelighederne, men derimod vil jeg ridse op hvorfor det også efterhånden bliver/bør være i KL’s interesse, at opgive den ellers besnærende tanke om at suge alt livskraft ud af medarbejderne og sætte det i banken. De må væk fra L409 - og det kan kun gå for langsomt.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Historien bør holdes op for dem - og burde få det til at gyse

Der hvor man graver grøfter, skaber konflikter eller ydmyger sin modpart med magt og misbrug, der er tiden man lader overgrebet foregå afgørende for hvor svært det bliver at finde fred bagefter. I 7 år har vi været vidnende til at kollegaer går ned med stress, at vi taber arbejdsglæden, selvrespekten, engagementet og gnisten. Folk der bukker under, eller forlader arbejdet eller arbejdslivet med halen mellem benene. Vi har oplevet at de rettigheder som regeringen med L409 stjal, forsvandt som dug for solen, og at lederne ude på skolerne (med hidsige skolechefer i nakken - eller hidsige økonomidirektører) hurtigt lærte sig at sige “plat du taber - krone vi vinder”. Der har været grelle eksempler på skamløs udnyttelse af overhånden, hvor ydmygelsen over at underkendes i sin faglighed af skrivebordsgeneraler uden indblik i virkeligheden i klasselokalet har gennemtrumfet deres viljer uden respekt for empiriske input, som de tidligere var nødt til at respektere, om ikke andet, så fordi fagforeningerne blev sat ud af spillet. Det var ikke kun forløbet i 2013 som var en uskøn elefant, hele efterspillet der har fulgt har været en fucking elefantkirkegård, med krypskytteri og ulovlig og uetisk omgang med stødtænder!

Der fremdrages sjældnere og sjældnere det synspunkt “nogen steder fungerer det ikke, men andre steder fungerer det fint”, nok især fordi der nok ikke findes nogle skoler hvor lærerne med hånden på hjertet ville sige “Jo, det er faktisk bedre nu, end det var før 2013”? Det blev i starten af KL, regeringen og skolelederforeningen tolket som at man måske var ved at vænne sig til ‘den nye virkelighed’, men det at man samarbejder betyder ikke at man samtykker. Og der er faktisk grelle eksempler på at tilranede fordele i sidste ende graver for dybe grøfter til at skårene kan klinkes!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Da Danmark var besat under 2. verdenskrig samarbejdede vi med Nazi-Tyskland. Alligevel er der ikke mange der vil påstå, at vi samtykkede. Men for langt de fleste handlede det om at få en hverdag til at fungere. Danmark var besat i 5 år, men hvor mange år efter var der en stemning af mistillid mod Tyskland? Min påstand er at man faktisk skal helt frem til EM-sejren i 1992, før vi som nation smed bitterheden over bord og igen satte os til bordet med dem uden fordomme og skepsis. Jeg husker i hvert fald min opvækst gennem 80’erne præget af, at “tyskerne dem vil vi ikke være”, hvis man legede krig i skolegården. De skulle lægge ryg til alle mulige fordomme og beskyldninger, som de umuligt kunne stå på mål for. Hele EF-modstanden var også en mistillidserklæring mod ‘dem mod syd’ eller for fortalerne en måde at sikre sig mod ‘at de fik gode idéer igen’. 

Mere grelt end 2. verdenskrig i Danmark, har der jo været talrige eksempler i ældre og nyere tid på at overmagter sætter minoriteter udenfor indflydelse og ydmyger dem ved at fratage dem rettigheder, med store konflikter til følge. ETA og IRA i Baskerlandet og Irland er skræmmeeksempler, men skotterne er stadig skeptiske overfor englænderne i syd, og kigger man mod USA, så kan man vel heller ikke helt sige at deres slavehistorie helt er lagt bag dem. Disse historiske skampletter på det politiske landkort er selvfølgelig proportionsforvrænget at sammenligne med lockouten i 2013, men mekanismen bag den mistillid overgrebene avler er den samme, og risikoen for at mistilliden fastfryser er stor, og bliver større for hver dag der går uden en løsning. 

Arbejdskampe kan give dybe spor - og vores tillid er ikke billigt til salg!

Jeg var faktisk lidt chokeret da Margaret Thatcher døde 8. april i 2013. Ikke over at hun døde, for hun blev 87 år, men chokeret over at se pensionister gå på gaden og grædende af glæde lade champagnepropperne flyve, mens der var fiktive begravelsesoptog gennem gaderne med kisteattrapper påmalet “RUST IN PEACE IRON LADY!” Jeg syntes faktisk det var lige i overkanten, at de fejrede, at hun døde. Så jeg blev nødt til at undersøge hvordan helt almindelige bedstefædre pludselig forvandledes til hooligans. Thatcher havde ‘reddet’ Storbritanniens økonomi gennem reformer, hvor bl.a. minearbejderne med løn og rettigheder skulle betale for skattelettelser. Lyder det bekendt?

Gamle mænd græd af glæde over at leve længe nok til at se hende lagt i graven. Nu kunne de dø i fred. Hvor langt ude er det ikke? Men de havde set indersiden af en kulmine, deres kollegaer dø af miljøet, deres løn blive mindre værd og set en elite køre sit eget ræs. Deres bitterhed blev uoverkommelig. De var ikke i krig, men tabte en armlægning med en ubøjelig regering og endte med at betale for genopretningen af landets økonomi. 

Så selvom nogle vittige kværulanter spørger “skal vi ikke bare komme videre?”, så bør det også være i politikernes interesse at der er en oprigtig gensidig respekt mellem lærerstanden og forvaltningerne (lige fra ledelsen til undervisningsministeren). Den gensidige respekt kan ikke etableres, uden at der rettes op på det overgreb man begik i 2013. Der skal både nogle indrømmelser til (en klarhed over hvad der foregik - ikke alt den snak om elefanter), nogle undskyldninger (og lovning på ikke at gøre sådan igen - og det skal desværre være så pinligt for dem der må undskylde, at det vil afholde alle fra at tænke det igen) og så skal de stjålne værdier selvfølgelig retur. 

Politikerne kan selvfølgelig snakke newspeak, nægte, tale udenom, fortælle om elefanter og enhjørninge og alle mulige andre fabeldyr, men selve naturen af et overgreb undgår de altså ikke, så al snak om ny start, tillid, samarbejde og respekt klinger hult indtil da. 

Desværre, eller måske heldigvis, er det ikke sådan at tiden læger alle sår, tværtimod, jo længere de venter, jo værre bliver det. Så sæt i gang!  7 år er lang tid - Hvis KL virkelig vil videre, så må de give os en god aftale! Ellers stemmer vi NEJ!

https://www.facebook.com/OK21-L%C3%A6rere-stem-NEJ-til-uklare-aftaler-103252221261173/?modal=admin_todo_tour

Powered by Labrador CMS