Debat

At tage ansvaret på sine stolte lærerskuldre

Sat på spidsen så er jeg hverken en esbjergensisk skoleleder eller en Sauermand. Jeg er lærer -Også i disse tider

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har vi alle i godt to uger fået vores arbejdsliv vendt på hovedet. 

Det har været en omvæltning for alle og rigtig hårdt for mange. 

Nye tider føder dog også nye arbejdsmønstre og vi finder nye veje i et digitalt univers, hvor vi prøver at skabe et rum der ligner den analoge verden mest muligt. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg er klasselærer med stort K og elsker mit kald.

Jeg er dansklærer med stort D og elsker mit fag.

Det gør jeg stadig begge dele.

Som klasselærer har jeg fra dag et forsøgt, at holde fast i at give mine elever en fast struktur på hvedagen. Min 9. klasse melder sig klar hver morgen kl. 9 -helt digitalt med en glad smily på Aula. Herefter starter dagens arbejde for dem. Klokken 11 mødes jeg hver dag med klassen på Zoom, hvor jeg og eleverne har kunnet se hinanden samtidig allesammen (Det kan man nu også på Google Meet -De er jo tanden hurtigere I google end i Min Uddannelse osv. til at lugte lunten). Det har for os været afgørende at vi har kunnet tale sammen allesammen face to face -digitalt. Det har betydet at vi aldrig har mistet klasseværelset og fællesskabet. 

Eleverne har i et ugeskema et overblik over ugens arbejde, der er organiseret med to fag om dagen, de skal forholde sig til. Vi har i teamet koordineret afleveringer, videokonferencer og -undervisning. hen over ugen har eleverne derudover haft småopgaver og lignende.

Hver aften har jeg skrevet til elever og forældre om den kommende dags aktiviteter. 

Vi har brugt tid på at tale om den aktuelle coronasituation. Dette har særligt været vigtigt for de udsatte elever og elever der ikke af sig selv opsøger nyhederne -heller ikke i disse tider. Vi hat talt om vigtigheden af at hole kontakt, komme udenfor, være sammen på afstand, cykle ture og lege med hunden. 

Jeg har fået den store fornøjelse at se en flig af alle elevers helt private rum, hvor de er allermest trygge -Deres hjem.

Jeg har som klasselærer taget det ansvar på mig som hander om at skabe en hverdag, en klar struktur, et fællesskab og et trygt og positivt rum. Dette i en tid hvor mine elever over en bred kam har haft brug for at vi taget ansvaret på os og sørger for fællesskabet, trygheden og genkendeligheden i en ensom og tosset virkelighed.

Det er jeg lykkedes som klasselærer og det er jeg stolt af.

Som dansklærer har eleverne arbejdet med selvstændige grammatik- og læseopgaver som de selv har skullet administrere i en halv times tid om dagen. Vi har lavet skriftlige opgaver, der er blevet undervist i og hvor det digitale univers har været med til at jeg har sikret mig at jeg får talt med alle elever, også dem, der ind i mellem er rigtig gode til at lege spøgelser og forsvinde i en travl hverdag. Eleverne har fået undervisning i videokonferencer. De har arbejdet i grupper i mindre videokonferencerum -hvor de i Zoom har kunnet kalde på hjælp, når de har brug for det. De har i dag fremlagt et arbejde med levende reklamer. Dette i grupper på 4 elever der to og to havde arbejdet med hver deres reklame og derefter fremlagde for hinanden og mig. Interessant er det jo så at eleverne i den efetrfølgende evaluering melder samlet tilbage at det har fungeret godt med de fremlæggelser og at både stærk og svag har følt en tydeligt større tryghed i at fremlægge i deres eget hjem end oppe på skolen. Det har været skønt at kunne have tid til dem alle, hvor ingenhar ventet på hinanden. For i den digitale undervisning har tid og frikvarter ikke spillet en rolle. Det har opgaveløsningen. Og når den enkelte elever ikke har været på, har det været naturligt at lave andre ting. For vi har ikke lektioner, vi har fag og undervisning.

Jeg er lykkedes som dansklærer og det er jeg stolt af.

Sat helt på spidsen hører jeg ikke til i den esbjergensiske skolelederflok, der synes vi skal overlade ansvaret til hjemmene, tage den med ro og lade eleverne gå på selvstændige myretueopdagelser, mens de er bange for hvad der sker og ingen fortæller dem det. Eller lade dem vokse ind i deres gaminguniverser og helt glemme virkeligheden,.Eller lave pileflet med deres mor som ligger på sofaen og drikke blå Bols og spiser mayonnaise.  

Sat helt på spidsen hører jeg heller ikke til den Sauerske lærerflok, der synes at det digitale univer udelukkende vender den tunge ende nedad. Og at hele det digitale skoleunivers skal pakkes væk og vi skal vende tilbage til den analoge verden uden at tage en masse ting med sig. de svage elever i min 9. klasse er i disse to uger blevet set og hørt og har for manges vedkommende været mere på end de har været i lang tid. Mine elever og jeg har været kreative og fundet på sjove og nye løsninger sammen, fordi vi skulle lære universet at kende samtidig. Det har været helt fantastisk at prøve alt det her af og meget kan vi fremover have stor glæde af og få en masse god undervisning ud af.

Sat helt på spidsen hører jeg til den flok, der er stolt af min faglighed og min undervisning og ikke en uddeler af vikarmateriale.

Sat helt på spidsen hører jeg til den flok, der er stolt af at være klasselærer og bærer af trygheden og fællesskabet og ikke en kontaktlærer, der kan kontaktes af dem der har overskud til det.

Sat helt på spidsen ved jeg mere end nogensinde hvor vigtigt det er at vi holder fast i nogle nordiske skoletraditioner, for videnskab, undervisningsportaler og forskning kan ikke hamle op med smil, inforståethed, klasselærerrollen, faglighed, engagement, lydhørhed, dansklæreren eller nærvær.

Når alt det er sagt så savner jeg virkeligheden og glæder jeg mig helt vildt til at kunne give mine elever et stort og varmt kram og sige sikke en rejse -velkommen tilbage!

Powered by Labrador CMS