Debat
5   29

“Det skal nok gå. Tror jeg nok”

Tanker fra en lærer med ondt i maven.

“Det skal nok gå. (Tror jeg)”

 

Artiklen fortsætter under banneret

Jeg er lærer i hjertet. Jeg blev sendt hjem fra arbejde for snart tre uger siden. Dengang tænkte jeg “okay, det klarer vi. Jeg har gode og stærke relationer til mine elever i 7.kl, det klarer vi sammen”. I dag er jeg tvivl.

Hvad der startede med ja-hat, positivitet og energi, er lige nu ændret til frustrationer, tankemylder, ondt i maven og træthed.

I dag gik jeg “hjem fra arbejde” og var ked af det. Ikke fordi jeg ikke kan løse opgaven eller fordi jeg ikke kan omsætte de udstukkede krav. Ikke fordi jeg ikke kan holde ud at være hjemme. Ikke fordi jeg ikke kan få min egen familie til at hænge sammen, i en tid hvor min spisestue pludselig er omdannet til arbejdsplads for fire mennesker, med hver deres behov. Men fordi jeg pludselig, og i stigende omfang, ikke kan mærke den gode relation til mine elever.

I løbet af tre uger er en velfungerende 7.kl gået fra at være i godt humør, at være hjælpsomme, at være arbejdsvillige og engagerede til at være uselvstændige, usikre, ikke særlige arbejdsvillige og er blevet til en gruppe, der springer over hvor gærdet er lavest.

Bevares, jeg startede måske ud med for store ambitioner.  Vi satte rammer og krav for kommunikation i Corona-perioden. Faste mødetider på google hangouts. Små afleveringer på Minuddannelse. Koordinering i teamet. Videoopkald og skriftlig online vejledning. 

Dag for dag mærkede jeg, hvordan eleverne var sværere og sværere at få i tale. Fremmødet var halveret, nogle elever så og hørte jeg ikke før “dag 4” i hjemmeperioden. Flere mails til forældre. Endnu en opsang og en bøn om opbakning. Og den fik vi. Søde og positive beskeder fra forældre, som prøver at få det hele til at hænge sammen.

Alligevel blev jeg i dag ramt på min lærerstolthed, da under halvdelen af eleverne mødte op som aftalt. Endnu færre af dem gjorde sig ulejlighed med at læse mine instruktioner til dagens opgaver. Flere mente, at jeg er urimelig, når jeg kræver, at de skal møde op til fælles videoopkald og bliver  småsure, når de selv skal finde svar på spørgsmål, som jeg svarede på tre timer tidligere.

Jeg forsøger hver eneste dag at omsætte velplanlagt undervisning til noget, der kan arbejdes med hjemme. Jeg gør mit bedste for at imødekomme krav fra min undervisningsminister, fra min leder og fra mine kolleger. Jeg er (meget) tålmodig, når portalerne melder om ventetid og kø-funktioner, som sætter alle under stort pres.

Jeg nød-underviser, jeg går på kompromis og jeg sætter hele tiden barren lavere end jeg ville gøre til hverdag. Min mavefornemmelse siger mig i skrivende stund, at det kan jeg ikke blive ved med og jeg får endnu mere ondt i maven, når jeg tænker på alt det relationsarbejde, som jeg skal samle op på, når vi engang vender tilbage til skolen. For det gør jeg. Jeg er jo lærer i hjertet.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ