På min arbejdsplads har vi længe snakket om at finde ud af hvordan modtagerklasser i andre kommuner er organiseret. Den travle hverdag har dog hurtigt kvalt vores nysgerrighed, men måske er der tid til at diskutere det nu? 

Mit håb er at andre lærere i modtagerklasser til hoppe med på vognen. En vogn som vil tage os på en rejse hvor vi åbent og sagligt debatterer de forskellige former for organisering af modtagerklasser og de fordele og ulemper som uundgåeligt følger med.  

Det er ingen hemmelighed at modtagerklasser er vidt forskelligt organiseret. I nogle kommuner er modtagerklasserne nedlagt og eleverne sendes direkte ud i klassen, mens i andre bliver de i modtagerklassen to år. Mellem disse to findes en del variationer, alt det er jeg nysgerrig på at få vendt. 

Lad mig starte med at fortælle lidt om hvordan det er på min arbejdsplads. Hos os er klasserne delt i indskoling, mellemtrin og udskoling. Udskolingseleverne har en afdeling for sig på ungdomsskolen og udsluses sjældent til almen.

Indskolingsklassen og mellemtrinsklassen er placeret på hver sin skole. 

De deltager i morgensang og i idræt sammen med en almen klasse og derigennem opfylder kravet om tilknytning til almendelen.

Målsætningen er at eleverne gerne skal være ude inden to år, det hedder sig: hurtigst mulig udslusning til normaltilbuddet. Det bør gerne tage et halvt år og helst ikke mere end et helt. Denne model passer de skolede elever ret fint. De har en masse kompetencer at trække på, og selvom de ikke forstår alt det danske når de kommer ud, kan de alligevel følge nogenlunde med da de har en masser knager at koble det nye læringsstof op på. 

Når de forlader modtagerklassen inden to år, følger der også en dsa-lærer med dem to timer om ugen. Det giver mulighed for at skabe en tryggere overgang da eleven har en som de kender med sig i alt det nye.  Det giver også mulighed for at vejlede den modtagende lærer. Hvordan skal romanlæsning i fjerde gribes an med en modtagerelev eller hvordan kan eleven trække på sit modersmål?  Spørgsmål som disse er der tid til at få vendt i den første tid. Fordelene ved denne model er at eleven og den nye lærer bliver hjulpet lidt på vej den første tid. Samtidig kan det være en ulempe da eleverne ofte mangler at tilegne sig en del dansk. Her har indskolingselever klart det lettere end mellemtrinseleverne. I indskolingen er der stadig tid til at øve og få de basale færdigheder på plads, modsat mellemtrinnet hvor niveauet og forventningerne er helt andre. Tilmed er sproget på mellemtrinnet også langt mere skolet. Her har vi nogle gange valgt at tildele mellemtrinselever 3-4 timer ugentligt i stedet for de 2 timer.  

Vi har dog måtte evaluere, justere og bøje i vores model for vi har også modtaget flygtningebørn der oftest har haft en fragmenteret skolebaggrund eller i nogle tilfælde slet ingen. Disse børn har fået lov til at gå i modtagerklassen to år og endda nogle gange mere, men hvad gør man med en elev som på papiret skal i 5. klasse, men næsten lige har lært at læse? Der er ingen lette løsninger og opgaven kan ikke kun løftes i modtagerklassen, det kræver en langt bredere indsats.  

Hvordan er jeres praksis, hvordan er I organiseret? Hvordan støtter I de svageste? Hvornår udsluser I? Hvordan opfylder I kravet om tilknytning til almen?

Emnet er kastet op til debat og vi sidder parate til at gribe.