Kommuner må straffe forældre for børns pjæk

Regeringen vil tillade kommuner at trække i forældres kontanthjælp, hvis børnene pjækker for meget. Det sker efter en lignende indsats blev erklæret ulovlig i Helsingør Kommune.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For at forbedre integrationen af indvandrere og flygtninge vil regeringen give kommunerne lov til at straffe forældre på kontanthjælp økonomisk, hvis deres børn pjækker for meget fra skolen. Hvis forældrene ikke sørger for at børnene møder op hver dag, skal de ikke have hele deres kontanthjælp udbetalt. Sådan skriver Berlingske Tidende i dag.

Udspillet kommer fra integrationsminister Bertel Haarder (V), og følger op på en sag fra Helsingør Kommune. Her brugte man modellen over for sigøjnere. Det medførte et fald i børnenes fravær, men for nylig skred det sociale nævn i Frederiksborg Statsamt ind, og erklærede ordningen ulovlig.

Nu har kommunen klaget over afgørelsen til Den Sociale Ankestyrelse. Bertel Haarder oplyser til avisen, at hvis de også finder ordningen ulovlig, vil regeringen fremsætte et lovforslag, der gør det muligt for alle kommuner at gøre som i Helsingør.

Ministeren understreger, at der i så fald vil være tale om en lovhjemmel, der omfatter alle familier på kontanthjælp - uanset etnisk oprindelse, og han er overbevist om, at regeringen nemt kan skaffe flertal for det nye lovforslag.

Læs mere