Flemming Platz har fået bedre styr på at undervise fra sin arbejdsplads i hjemmet i Aarhus, men han møder stadig udfordringer - både professionelt og privat.

Speciallærer om uge to med fjernundervisning: Flere positive momenter med eleverne

Det er stadig svært for Flemming Platz at få alle sine specialklasseelever til at løse opgaver derhjemme, men flere deltager aktivt end i den første uge med onlineundervisning. Samtidig har et virtuelt klassemøde givet ham mod på at lære eleverne nyt trods distancen.

Publiceret

Om Flemming Platz

Flemming Platz blev uddannet lærer i 1991. Ni år senere blev hancand. pæd. i voksenpædagogik. I 2006 blev han uddannet coach, og i2015 tog han en pædagogisk diplomuddannelse i psykologi.

Ud over at være speciallærer på Skovvangskolen i Aarhus, hvorhan har været ansat siden 2008, holder han kurser og foredrag omspecialpædagogik. Desuden er han anmelder på fagbladet Folkeskolen,og han har en blog om specialundervisning påfolkeskolen.dk/specialpædagogik.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter en svær start med fjernundervisning i den første uge med nedlukkede skoler på grund af corona-krisen ser dansklærer Flemming Platz flere lyspunkter blandt eleverne med forskellige former for opmærksomhedsforstyrrelser på Skovvangskolen i Aarhus.

Speciallærer gør status efter en uge med nødundervisning: Svært at rykke eleverne fagligt på distancen

Ikke mindst er det lykkedes at få flere af de 15 elever i de to specialklasser for 6. til 8. årgang til at løse de opgaver, han sender hjem til dem dagligt. Det kneb det gevaldigt med til at begyunde med, fortalte Flemming Platz til folkeskolen.dk/specialpædagogik, da han gjorde status efter den første uge med fjernundervisning på grund af corona-krisen.

"I tirsdags fik klassepædagogen fat i en elev, som ikke vidste, at han havde fået daglige e-mails om, hvad han skulle lave. Han gik i gang med det samme og løste alle de opgaver, jeg havde sendt til ham i den første uge, og han lavede også straks dem fra mandag og tirsdag. Han har virkelig knoklet. Han kan godt lide faste, afgrænsede opgaver og vil gerne gøre sig umage", fortæller Flemming Platz.

Det virker at ringe til eleverne

Selv om nogle elever stadig hænger i bremsen, virker det tydeligvis at ringe rundt. Den opgave ligger hos klassepædagogen, da hun har klassens telefon.

Undervisningsminister: Lærerne skal ringe til de udsatte elever hver dag

"Det er positivt, at nogle bare skal have at vide, at der kommer lektier dagligt. Folk har forskellige kulturer, så det er ikke alle, som besvarer deres e-mails dagligt. Når de så endelig åbner deres indbakke og ser, at der ligger ti beskeder fra Flemming, skynder de sig måske at lukke igen", siger Flemming Platz.

Derfor overvejer han at gøre det lidt anderledes, så han kun sender beskeder, hvis der sker ændringer i stedet for at gøre det hver eneste dag.

Tre elever koblede sig på et virtuelt møde

Flemming Platz støtter sig fortsat til portalen Grammatip, når han finder træningsopgaver til eleverne. I onsdags prøvede han også kræfter med konferenceværktøjet Google Meet.

Ideen fik han fra en kollega, som fulgte opfordringen fra afdelingslederen for specialklasserne på Skovvangskolen om at dele erfaringer med fjernundervisningen.

"Min kollega sendte en brugsanvisning på, hvordan eleverne logger på Google Meet, og vores it-ansvarlige på skolen supplerede med en kort instruktionsvideo om, hvordan man etablerer et dialogforum. Det er lidt kompliceret, men det virkede fint", fortæller Flemming Platz.

Lærere bekymrede over nødundervisningens sociale slagside

Han satte først en halv time af til den ene af sine to specialklasser, men blev mødt af radiotavshed. Da det var den anden klasses tur, koblede tre elever sig hurtigt på.

"Jeg fik talt med hver enkelt elev om, hvornår på dagen de laver lektier, og om jeg sender for mange eller for få opgaver. Eleverne fik også talt sammen indbyrdes, så mødet havde også et socialt aspekt. Det var meget positivt, og det er der også forældre, som synes", fortæller Flemming Platz.

Møde har givet mod på at undervise virtuelt

I Google Meet kan man dele skærmen i to. Det giver Flemming Platz mulighed for at vise eleverne, hvad han vil have dem til at arbejde med.

"Den delte skærm gør det nemmere for mig at give feedback på deres opgaveløsninger, og netop feedback er en vigtig del af læreprocessen. Det er vanskeligt at have en tilsvarende dialog på mail og sms", siger han.

På onsdag vil Flemming Platz forsøge med egentlig undervisning i nye træningsopgaver på Google Meet. Men han føler sig splittet, fordi nogle forældre efterlyser undervisning, samtidig med at han ved, at elever risikerer at trække sig, hvis det bliver for massivt.

Bekendtgørelse klar: Nødundervisning skal tage udgangspunkt i den enkelte elev

"Jeg er vant til at differentiere undervisningen i to-tre niveauer, så spørgsmålet er, om jeg skal undervise alle på en gang, eller om jeg undervise på et niveau kl. 10, et andet niveau kl. 10.30 og et tredje niveau kl. 11. Uanset hvad jeg gør, bliver det ikke som at være i lokale sammen, hvor vi kan fornemme hinanden".

God ide at opfordre eleverne til at holde kontakt

I sidste uge opfordrede lektor Hanne Forsberg fra professionshøjskolen VIA University i Aarhus speciallærere til at hjælpe deres elever til at holde kontakt med hinanden.

Ekspert i udsatte børn: Speciallærere bør hjælpe eleverne i kontakt med hinanden

"Lige som andre mennesker har elever i specialundervisning brug for at kommunikere med familie og bekendte og med jævnaldrende. Men de kan ikke altid selv tage initiativ til et digitalt fællesskab. Derfor risikerer de at føle sig isoleret uden at vide, hvad der sker for de klassekammerater, de plejer at dele hverdag med", sagde Hanne Forsberg til folkeskolen.dk/specialpædagogik.

Emu giver lærere tips til fjernundervisning for elever med særlige behov

Opfordringen har fået Flemming Platz til at tænke på sine elever, hvoraf flere bor langt fra skolen.

"De har sandsynligvis ikke mange kontakter i deres lokalområder. Jeg kunne mærke til mødet på Google Meet, at eleverne syntes, det var fedt at snakke sammen, som vi plejer. Derfor vil vi sende en sms rundt på tirsdag for at få flere med, når vi 'mødes' igen på onsdag, og jeg vil lave et notat om, at jeg skal huske at tale med dem om, at det er en god ide, at de holder kontakt indbyrdes. Jeg ved, at nogle af dem spiller sammen på nettet, men det er ikke nødvendigvis alle", siger Flemming Platz.

Fireårig søn forstår ikke, at far er på arbejde

Selv om Flemming Platz så småt er ved at finde sig tilrette i onlineundervisningen, ser han det stadig som en udfordring. Både fagligt og privat.

"Vi kører stadig på en prøvebane. Jeg har mere styr på det end i den første uge, men jeg skal hele tiden finde en balance, så jeg ikke presser eleverne for meget. Jeg kan godt tage dem med i det gule felt engang imellem, men vi skal ikke op i det røde felt, hvor de føler sig stressede, for så risikerer jeg, at de står af", siger Flemming Platz.

Naturen kan være et værdifuldt frirum for sensitive børn under skolenedlukningen

Også på hjemmefronten møder han en udfordring.

"Jeg gik en tur med en kammerat den anden dag. Han har en datter i 9. klasse, som er selvkørende, så han kan let passe sit arbejde hjemmefra. Jeg har en søn på fire år, som er hjemme fra børnehave, og han kan ikke forstå, at han ikke bare kan snakke med mor og far. Det gør det svært at få ro til at lave egentlig undervisning", siger Flemming Platz.

Powered by Labrador CMS