Danmarks Lærerforenings formand Anders Bondo Christensen fremhæver i en samtale i Danmarks Radio om dannelse (»Herreværelset«, 6. august 2003) med filosoffen Peter Johannes Schjødt og Nikolaj Ifversen folkeskolens almendannende opgave frem for dens undervisningsopgave.

Folkeskolen er en dannelsesinstitution, ikke en undervisningsinstitution, siger han.

Det sidste skal nok forstås sådan, at skolen ikke primært må opfattes som uddannelsesinstitution. Tanken er god og rigtig og ligger jo helt i tråd med den kampagne for sagen, DLF for tiden har kørende med filosofisk støtte. Det vigtigste for børnene er overordnet at vi giver dem mulighed for at udvikle sig godt. Undervisningen må være et middel til det, ikke målet i sig selv. Sådan er det i hvert fald, når man stiller de to op over for hinanden. Sammenhængen mellem dem gør det mere kompliceret, men det er ikke pointen her.

Det er derimod at pege på afstanden mellem disse smukke erklæringer i den ene ende af spektret og den afskyelige realitet i den anden ende: mobningen.

Enhver ved, at mobning giver sår på sjælen. Den kan føre børn til selvmord og angsten i forbindelse med den stjæler barnets opmærksomhed fra undervisningen.

Så længe sådan noget får lov at finde sted, er de fine ord om dannelse og god udvikling ren hån over for de børn, mobningen går ud over. Deres »dannelse« er psykisk forkrøbling, deres udvikling går mod ensomhed, angst, selvforagt og hævntørst i værste fald depression, sammenbrud og for tidlig død. Er det her overdramatiserende?

Ikke en millimeter, men der er selvfølgelig grader. Ikke alt går så galt, men det gale nedspilles og undervurderes i den grad af voksensamfundet, fordi det dybest set er de voksne, der indirekte bestemmer, at mobningen kan og dermed skal fortsætte. Det er de voksne, der har midlerne og magten til at stoppe den og ikke gør det. Så længe DLF bruger masser af ord på de fine hensigtserklæringer, men ikke på stedet får standset mobningen, får de mange ord karakter af virkelighedsflugt og hykleri. I bedste fald pynt, der skal aflede opmærksomheden fra realiteterne.

Lad mig kort give indhold til påstanden om, at mob­ning kan stoppes på stedet: Skole og forældre i for­ening kan sænke tolerancetærsklen for drilleri, hån og magtudøvelse i børnegrupperne. Formentlig er den eneste sanktion, der virker umiddelbart, at mobbere fjernes fra klassen for kortere eller længere tid. Det kræver observation og indgreb, også i frikvartererne, men det må til. Det rammer mobberne, giver ofrene fred og gruppen fred til at danne andre normer. Det kan sættes i værk straks, for så vidt en skole er i stand til at sætte resurser af til en opsamlingsgruppe i et lokale. Sorteper ender hos mobbernes forældre foruden mobberne selv. Og det er dér, den skal være. Forældre skal sende deres børn i skole med besked om at lade andre være i fred, og skolen skal give forældre klar besked, når deres børn ikke lever op til det krav. Der skal skaffes fred til de børn, der ellers ville blive terroriserede.

Der er mængder af andre hensyn på spil: til mobbernes undervisning og udvikling, til læreres arbejds­vilkår og deres muligheder for at opretholde gode forhold til forældrene, til forældres mulighed for at passe deres arbejde og få deres børn »passet«.

Der er også andre fordele at høste, for eksempel at lærere nu kan undervise i timerne. Det afgørende her som andre steder med mange sammenstødende hensyn er imidlertid, at det er en opgave at prioritere. Man må blandt andet spørge: Er der et af hensynene, der bare ubetinget må komme først? Det er her, jeg svarer »ja«: Hensynet til at undgå mobning er afgørende for al menneskeværdighed, livskvalitet og god menneskelig udvikling og for al modtagelighed for undervisning. Derfor rydder det bordet. De andre hensyn må vige, altså tages inden for rammerne af konsekvenserne af hensynet til at undgå mobning.

Det er umenneskeligt at tvinge et barn til dagligt at gå hen samme sted og være underkastet hensynsløs hån og udstødelse fra de samme mennesker. Men det er faktisk det, vi voksne gør ved de børn, der bliver mobbet.

Vi skal ikke, netop ikke, vente på, at nogen finder den vidundermodel, der socialpædagogisk kan forene alle hensynene. Det har vi ventet på skrømt på i årtier. Den model kommer ikke. Mobningen er her, fordi de voksne i tavshed tager mere hensyn til sig selv end til børnene.

Red barnet.

Keld Brikner er mag.art. i filosofi