Regeringens plan om, at der skal mange flere computere ind i skolerne, så eleverne kan få let adgang til programmer og internet, kan der i dag næppe være mange, der er uenige i. Men computerne gør det som bekendt ikke alene, og der er faktisk også noget, der tyder på, at det heller ikke er nok at give lærerne traditionel efteruddannelse. Ikke at kurser i it er spild af resurser, men det løser ikke det problem, skolen står midt i som en institution, der skal leve op til rollen som uddannelses- og dannelsesforum for de opvoksende generationer i et samfund i konstant forandring.

På medie- og it-området er denne problematik særlig mærkbar, fordi skolen har vanskeligt ved at følge med den hastige udvikling. Generelt anses dét for at være et midlertidigt problem, der vil forsvinde med tiden, når alle lærere og seminarielærere er blevet opkvalificeret. I løbet af få år skulle vi derfor forvente, at skolen har indhentet det omgivende samfund, så børn og unge får de nødvendige it-kvalifikationer gennem skolens almindelige undervisning. Bag en sådan antagelse ligger en forventning om en slags normalisering af forholdene, som må siges at være ude af takt med den samfundstype, vi i dag lever i. Sandsynligheden for, at udviklingen inden for medier og it holder pause, mens lærerne efteruddannes, er næppe særlig stor. Spørgsmålet er, om ikke skolen i stedet må indrette sig på at fungere under de givne samfundsmæssige vilkår, hvor forholdet mellem undervisning og samfund på nogle områder har forandret sig grundlæggende og principielt.

Historisk har udvikling og cirkulation af ny viden i samfundet fulgt en top-down-model, hvor den nyeste viden blev udviklet i toppen, for eksempel i forskningsinstitutionerne, for derefter langsomt at blive cirkuleret via uddannelsesinstitutioner på forskellige niveauer. I dag må undervisningsinstitutioner erkende, at det omgivende samfund i sin praksis ofte vil være mere avanceret. Der er i øjeblikket næppe noget bedre eksempel end den praksis, der hersker på internettet med kommunikation, samarbejde og vidensdeling i virtuelle fællesskaber. Kun få institutioner formår at udnytte mulighederne fuldt ud. Den mest avancerede brug ses i realitet omkring aktiviteter, der umiddelbart kan forekommer useriøse, som online-computerspil og chat (som beskrevet i NETopNU i Folkeskolen nummer 3/2003). Til gen­gæld deltager et voksende antal børn og unge i sådanne fællesskaber, og for mange elever er internettet i dag en helt naturlig del af deres daglige kommunikation i fritiden, mens elektronisk kommunikation fortsat kun anvendes ved særlige lejligheder i de fleste skoler.

Som andre uddannelsesinstitutioner må også folkeskolen nå til erkendelse af, at mange elever på visse områder (men naturligvis langtfra på alle) i deres praksis uden for skolen tilegner sig viden og kompetencer, som både er tidssvarende og fremtidsrettede, og at det sandsynligvis fremover vil være sådan på mange felter. I disse tilfælde er det ikke skolens opgave at tilføre eleverne ny viden, men i stedet at sikre, at alle eleverne får muligheder for at tilegne sig kompetencer og viden, for eksempel ved at lade dem deltage i eksisterende praksisfællesskaber på nettet. Det forekommer muligvis stærkt provokerende at opfordre til, at folkeskolens elever spiller online i undervisningen, men hvis man anerkender betydningen af virtuelle kompetencer for elevernes fremtid, så er det vanskeligt at få øje på bedre læringsmiljøer. For en god ordens skyld skal det understreges, at deltagelse i sådanne miljøer selvsagt ikke er tilstrækkelig for elevernes udvikling af forståelse for kommunikation og internettet. Det er deltagelse i et it-kursus, hvor man lærer at bruge e-mail og elektroniske konferencer, imidlertid heller ikke.