En pille, der er svær at sluge, kræver smørelse. Og det er ren smørelse, som Helsingørs børne- og ungdomschef, Bjarne Pedersen, benytter i Folkeskolen nummer 24 for at få sit egentlige budskab til at glide ned. Først påstanden hentet fra fantasiens overdrev om, at dag­institutioner og skoler er vores eneste samfundsskabende projekter. Skoler underviser vel i det foreliggende uden at henfalde til fremtidens drømmesamfund. Der­efter benytter Bjarne Pedersen sig af et besynderligt, selvopfundet, glidende ansvarsbegreb for at kunne introducere en skole, der skaber sammenhæng i udvikling og læring. En lang vej for at komme til den samordnede indskoling, skulle man tro. Og hvorfor ønsker Bjarne Pedersen så den? Fordi barnelivet ikke er opdelt i sektorer, siger han. Har Bjarne Pedersen mon nogen sinde iagttaget børns færden i og uden for skolen? Børn mestrer jo med lethed springene mellem de skarpest adskilte sektorer. Hvad kan Bjarne Pedersen mon egentlig være ude på? Jo, det hele er bare en om­stændelig omvej til isce­ne­sæt­telsen af modefænomenet rummelighed. Skolen skal jo lokkes til at rumme det urummelige. Og hvordan så det? Jo, vi skal såmænd bare »forholde os til, hvad vi vil med hinanden og med de børn, der er på kanten af, hvad vi kan klare«. Kogt ned til klart dansk betyder det, at vi skal spare. Udeltheden skal nu rumme, hvad den pengeædende specialundervisning før klarede. Og med lidt glidende ansvarlighed bringes børnene til at mærke, at der er brug for dem. Og den disciplin har danske lærere underforstået aldrig excelleret i. Det er sandelig stærk kost fra en børne- og ungdomschef.