Især to ting har slået psykologen Pernille Hviid efter tre års feltstudier i folkeskolen. Den ene er, at lærere er så fremragende pædagoger.

Den anden er, at lærerne arbejder op ad bakke, så at sige. Det, de kan deres faglighed bliver ikke længere værdsat i samme grad, føler de.

Derimod kommer der en lind strøm af nye, diffuse krav og forventninger, som de har svært ved at forholde sig til. Eksempelvis vil Christiansborg have fag-faglige resultater i en fart, så Danmark kan komme op i toppen af Pisa-skalaen.

KL vil på sin side have en ny, fleksibel skole uden klasser i traditionel forstand, hvor lærerne eksperimenterer didaktisk og pædagogisk på livet løs.

»Det må være svært at være lærer. Det er næsten, som om man siger til dem: Eksperimenter alt det, du vil, du må bare ikke fejle; det skal gå enormt hurtigt, men du skal samtidig være kreativ og generativ (produktiv, redaktionen), og du må ikke lave nogle fejl«, påpeger Pernille Hviid. »Men det er umuligt, det er der ingen mennesker, der kan. Jeg tænker bare: Det er forfærdeligt«.

Hold op, hvor tager de deres arbejde alvorligt

»Jeg har gået rundt og foretaget de her empiriske studier af nogle rigtig dygtige folkeskolelærere. Jeg har selvfølgelig mødt mange forskellige, men jeg har mødt nogle folk, hvor jeg tænker: Hold da helt op, hvor de tager deres arbejde alvorligt. Og hvor de virkelig prøver at tænke på, hvad børn har brug for, ikke bare her og nu, men også i fremtiden nemlig at de kan forfølge interesser og engagementer«.

»Lærerne prøver i undervisningen at bevæge sig med det, der betyder noget for de børn, noget, som de er grebet af, noget, som de er provokeret af eller irriteret over eller spændte på, noget, som siger dem et eller andet, og så prøver de at gøre det større. De prøver gennem de forskellige fag at gøre verden større for de børn, der befinder sig i skolens rum. For alle børnene«.

»De siger: Du skal give børnene noget, som siger dem noget, noget, der er nærværende, og hvis du vil det, så er du nødt til at bevæge dig fagligt med de engagementsfelter, der hersker i rummet«.

Mange lærere føler sig imidlertid presset af kravene om fag-faglige resultater og udmeldingerne om klare mål, delmål og bindende trinmål.

»Men de gør det alligevel. De forsøger at undervise efter deres faglige overbevisning, men samtidig gik de rundt og beskrev over for mig et fænomen, som de kalder is i maven. De sagde: Jamen, vi skal nok nå det; vi har is i maven«.

»Og det skal man også have is i maven for at turde slippe et mere struktureret overblik hvor den voksne bestemmer, hvilken vej vi går i flok og i stedet tillade mangfoldighed, variation, uforudsigelighed og temposkift«.

»Det er klart, at det er meget mere usikker grund, man så står på, men de tror på, at de kan gå den her vej. Men de er bange. De er nervøse for, at de ikke kan, og så har de det der is i maven. Det havde de samtlige de tre år, jeg fulgte dem«.

De er sindssygt dygtige

»De var sindssygt dygtige, men de havde bare det der pres på sig med, at de ikke måtte fejle. Hverken i forhold til deres eget blik på sig selv de stillede meget store krav til sig selv. Eller i forhold til deres omverden altså deres børns forældre, deres kolleger og deres stand. De havde det sådan, at de ville gerne eksperimentere, de ville gerne udvikle noget nyt, men de måtte for alt i verden ikke lave nogle fejl«.

»Deres børn var da også kommunens bedste læsere og skrivere. De var sindssygt dygtige, men for fanden et pres at tage på sig«.

»Og det er ikke selvskabt. Det er ikke, fordi de er særlig neurotiske. Men det er den diskurs, der meldes ud til folkeskolen på mange måder: I skal gøre det på en ny måde; I skal være kreative; I skal være generative. Og undervisningsdifferentiering er jo et fuldstændig uhæmmet begreb, ikke bare i forhold til indhold og børn, men også i form og stil og intensitet«.

»Prøv at eksperimentere jer frem, siger man. Men der er stadigvæk de der måleredskaber lige i ryggen på dem. De må ikke lave fejl. Det skal kun blive bedre og bedre og bedre«.

»Jeg kan godt blive sur: Man kan ikke bede folk om at tænke nyt, samtidig med at man forpligter dem på, at de skal holde systemet kørende og blive bedre. Det er urimeligt. Jeg synes faktisk, lærerne skal beskyttes lidt«.

Psykolog i klasselokalet

Pernille Hviid fulgte over tre år syv forskellige klasser fra børnehaveklassen til 3. på to forskellige skoler. Sammenlagt har hun opholdt sig i klasselokaler i trekvart år.

»De syv klasser udtrykker stor pædagogisk variation. Så det er meget forskelligt, hvordan lærere laver skole og klasseværelse. Det siger jo noget om folkeskolen som helhed, men det, der overraskede mig mest, var, at mange af lærerne faktisk lavede noget, der pædagogisk var dybt interessant«.

»Det var en meget stor overraskelse for mig. De knoklede simpelthen løs for at gøre det her vigtigt for børn. Det var det, der var så fantastisk at se at der var det store engagement i at gøre skolen til et vigtigt sted for børn. Det bliver der ikke skrevet så meget om, heller ikke i forskningen«.

»Men de mest engagerede lærere, jeg mødte, var også dem, der var nødt til at have mest is i maven. Det er ikke rimeligt, vel?«

jvolsen@dlf.org

Pernille Hviid har skrevet ph.d.-afhandlingen »Børneliv i udvikling om børns engagementer i deres hverdagsliv i skole og fritidsinstitution« på grundlag af sine feltstudier.

Hun er adjunkt på Institut for Psykologi, Københavns Universitet, og tidligere pædagog og lærer på et pædagogseminarium.