Specialundervisning eller den rummelige skole. Sådan ser modsætningen ud visse steder i debatten. Og nogle kommunalpolitikere er hurtige til at oversætte modsætningen til dyr eller billig. Men modsætningen med og uden oversættelse er falsk. I nogle kommuner tager politikerne forpligtelsen til at hjælpe svage elever meget alvorligt, mens man andre steder virker ligeglade eller kun tænker på nye sparemuligheder.

Men ret skal være ret, det er ikke alle skolevæsener, der giver politikerne de bedste argumenter for, hvorfor specialundervisningen skal foregå på netop den eller den måde. Og hjælpen fra PPR, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, er heller ikke entydig. I en undersøgelse fra 2002 lod man seks kommuners visitationsudvalg og PPR-kontorer behandle de samme beskrivelser af ti svage elever for at se, hvad man ville foreslå. I flere kommuner fik tre af de ti børn ikke tilbudt specialundervisning, mens andre kommuner ville give dem specialundervisning for mellem 84.000 og 160.000 kroner. Der var også uenighed om, hvad der skal til, for at børnene kan beholde den vigtige tilknytning til hjemklassen. Et sted ville man give en elev tre måneders it-kursus, mens han i en anden kommune blev tilbudt undervisning efter paragraf 20.2.

En sådan spredning er hverken professionel eller tilfredsstillende; og en ny, repræsentativ og dybtgående analyse af specialundervisning på landets folkeskoler viser da også, hvad undersøgelsens leder, professor i specialpædagogik Niels Egelund, kalder en »unaturlig spredning«. Der er skoler, der ikke henviser én elev, mens man andre steder har fat i hver fjerde. Den variation kan ikke forklares med naturlige variationer i børnenes forudsætninger. Der er noget andet på spil.

Det skyldes økonomi. Blandt andet. Men det er langtfra kun budgetrammer, der skaber de forskelle, så mange kommuner og skoler må i gang med at studere problemerne. Og de løses ikke alle sammen i »den rummelige skole«. Undersøgelsen slår fast, at der er en tærskel for, hvad den enkelte klasse kan rumme, og hvis den overskrides, »kan bestræbelserne for rummelighed i den almindelige undervisning blive til skade for alle elever i en klasse«.

Løsningen er heller ikke stram regelstyring, for det »medfører stivhed og ineffektivitet«. Og, lyder endnu en konklusion, »alt kan ikke klares ved holddannelse eller integration med støtte, specialklasser og specialskoler har også deres berettigelse«.

De bedste resultater opnår man på skoler, der selv forvalter resurserne, så de kan sætte tidligt ind med forebyggende foranstaltninger, tage specielle hensyn og fremme rummeligheden. Men, præciseres det, »en rummelig skole er ikke mindre resursekrævende«. Det bør huskes i den kommunale planlægning.

-th

En anmeldelse af »Undersøgelse af specialundervisning i Danmark« kan læses på www.folkeskolen.dk