Endelig! Nu har sommeren sin regeringstid og gør hver eneste dag, hvad den kan for at rette op på fortiden. De lyse nætter og de lange lune dage så fulde af poesi. Så højt til himlen og så vidt et udsyn. Onde tunger påstår, at nok er der højt til himlen her i Vendsyssel, men der er lavt til loftet. Meget muligt. Men nu gælder det himlen.

At cykle derude i det vilde uden tanke for morgendagen er livets salt. Evighedsrøsten. Evighedssynet. Umistelige værdier, som har inspireret fordums poeter. »Hun løb efter røde, men standsed ved blå«, som skrevet står i sangen. Jo, den ene blomst smukkere end den anden. Derovre står jo de sarte valmuer klædt i højrød taft, de vil ikke plukkes, smider skørtet, inden man når hjem med dem. Den fejende brudeslørsagtige vilde kørvel har kantet grøfterne længe blandet op med den fedtglinsende, skriggule smørblomst, der stikker sit søde fjæs op alle vegne. Jomfru Maries sengehalm ligger i duftende bløde dynger, og den hvide okseøje, margueritten, med det gule øje står strunk og ligner den blomst, som børn så ofte tegner. Den kan holde i vasen mere end en uge. Bland den op med de mange græsser. Det gratiøse fløjlsgræs står i klynger på min sandvej til havet. Og her, oh, hvilken duft fra den vilde, fornemme rose.

»... Og hvor jeg vender øjet hen, det strømmer på mig ind, det løfter så forunderligt herinde i mit sind ...« Vi sang dem og sang dem i de unge år og senere i 40 år i skolen de dejlige sange, men nu er de døde en stille, upåagtet død.

Gøgen, den besynderlige fugl, kukker et sted i det fjerne, jeg tør ikke længere tælle, hvor mange leveår den varsler. Cykler forbi en flok sortbrogede køer, tunge, vennesæle dyr med gule nummerplader i ørerne, med bløde, mørke øjne glor de efter mig alle som en.

Lad mig se, den plettede gøgeurt lig med vild orkide plejer at være cirka her, vel er de fredede, men lige et par stykker til at presse ...

Men jeg savner et barn at cykle rundt med. Børnebørn har det jo med at komme i puberteten og få andre interesser, inden man får talt til ti. Og skam få den, der begræder, at det går, som det skal.

Alle de vaser, vi to har fyldt med overdådige, duftende buketter, siddende på varmt trægulv på terrassen, til overflod blomster i store spande, vaser, sakse. Vi bar i triumf de skønne buketter ind og fyldte stuen med sommer.

Og alle de gange, hun har fået mig med i iskoldt, frådende Vesterhav på kolde dage, hvor ingen andre badede. Det glade, skingre råb gennem bølgens torden:»Mormor, nu har jeg allerede fået det varmet op ...«, og bagefter fjollede vi rundt på stranden høje af bedriften. Hvor smittende er ikke lyden af et barns latter. Forbi, forbi hvor tiden dog iler. Men på den indre skærm står skønne billeder malet til ens dages ende.