Overskriften i Folkeskolen nummer 23/2003, side 12, har ikke det mest udsøgte ordvalg, og logikken er ikke ligefrem indlysende, men sådan kunne man såmænd godt tænke om den pågældende og andre artikler, når man har læst dem, for politik i form af »smarte« bemærkninger og udokumenterede påstande er ikke sjældne i Folkeskolen. I John Villy Olsens artikel kan man for eksempel læse: »Nu er der flere stemmer at hente i kortere ventelister på sygehuse« underfor­stået end i forbedringer i folkeskolen, og »Desuden er syge og gamle vigtigere for Dansk Folkeparti end skoler ...«. Begge på­stande er udtryk for en grov mistænkeliggørelse af politikernes handlemåde. Politikerne skal ikke bebrejdes for, at de har forståelse for syges og gamles forhold og ikke mindst udviser handlekraft, medens andre kun taler om ældrebyrden. Men det udelukker altså ikke, at man samtidig interesserer sig for folkeskolen og andre vigtige emner.

Andre eksempler finder man i Maria Becher Triers artikel »Broen til den multikulturelle skole« (Folkeskolen nummer 22/2003, side 6). Her citeres Mubeen Hussein for at sige: »Men undervisningsdifferentieringen fungerer bare ikke. Hverdagen er stadig meget tættere på Morten Korchs Danmark end på den flerkulturelle virkelighed« og »Mange lærere bliver påvirket af den generelle højredrejning. Den politiske dags­orden får lærerne til at glemme folkeskolens gode intentioner«.

I 46 år har jeg arbejdet i folkeskolen, og jeg kan slet ikke nikke genkendende til den beskrivelse, der mere end antyder, at folkeskolen ikke har udviklet sig. Det har den, men vi må ikke glemme, at vi har en dansk folkeskole, og den skal vi værne om naturligvis med hensyn til kulturforskelle, men vi bor nu engang i Danmark, og vi må forvente, at de gæster, der ønsker at blive danske, bliver det, fordi de også sætter pris på danske værdier. Og lad os så blive fri for ordet højredrejning, blot fordi vi forsøger at værne om vor kultur! Hvem sætter for øvrigt den politiske dagsorden? Det gør vælgerne, der stemmer på politikerne ofte på tværs af hvad meningsdannere ved forskelllige medier forsøger at pådutte os. Det er ikke politikerne, men det danske folk, der sætter dagsordenen.

For mit vedkommende slutter medlemskabet af Danmarks Læ­rer­forening den 1. oktober dette år, og jeg bliver med mine 70 år ikke skræmt af advarslen om, at genoptagelse i foreningen medfører to års karantæne. Det kommer ikke på tale, for jeg vil ikke være med til at finansiere Folkeskolen.