Jeg har med undren og vrede fulgt debatten om pensionisternes repræsentation og stemmeret i foreningen.

Jeg blev så vred og skuffet, at jeg besluttede at melde mig ud per 1. juli. Nu ser det ud til, at man overvejer afgørelsen i hovedstyrelsen, og derfor har jeg sat min udmeldelse i bero.

Det er ikke første gang, at for­eningen skuffer mig. Første gang var ved lønningsloven i 1958, hvor de unge lærere fra 56 og 57 blev glemt.

Anden gang var ved lønningsloven i 1968. Der blev vi igen glemt.

Tredje gang var i 70erne. Der opstod konflikt på min skole mellem lærerne og skolelederen. DLF gik ind for at prøve at løse konflikten. Det hjalp ikke en pind tværtimod. Et flertal af lærerne løste selv problemet ved at flytte.

Nu er jeg pensionist, og hvad gør foreningen for pensionisterne ved lønforhandlingerne?

Ikke en pind!

Tænker de aktive medlemmer ikke på, at de selv en dag bliver pensionister?

Jeg er ked af at være medlem af og betale til en forening, jeg ikke har brug for, og som ikke har brug for mig. Derfor har jeg i lang tid overvejet at melde mig ud.

En ting har imidlertid holdt mig tilbage: Den velfungerende pen­sionistfraktioin i kreds 44.

Glemt er heller ikke, at den lokale kredsformand i sin tid reddede mig fra et »løntyveri« fra Køge Kommunes side i forbindelse med en orlov.

Jeg har forstået, at de aktive medlemmer helst vil af med »os gamle idioter«.

Okay! Så lad os skilles. Men som ved enhver skilsmisse skal boet gøres op. Vi gamle har været med til at skabe formuen med diverse slotte. Lad os dele og gå hver til sit.