Lad os et øjeblik lægge en anelse alvor i ideen med, at begreber, der næsten staves ens, også næ­-­s­ten betyder det samme, så­dan som en professor, der ville styrke lydhørheden i en dorsk tilhørerskare, fortalte om et betydningssammenfald mellem det basale og det banale. For det er med genbrug af dette fif, Jørgen Stampe i Folkeskolen nummer 23 baner vejen for sin påstand om, at faglighed ikke bare er noget, man lægger vægt på i en skoles undervisning. For faglighed er jo noget overordentligt basalt og derfor med Stampes særprægede ord­ækvilibrisme også banalt. Altså alt for oversimplificeret og derfor ikke værd at tale om blandt indsigtsfulde skole­folk. Og sandt er, at med vil­jen til at vikle det basale ind i den ugennemsigtige kompleksitet kan man klemme seri­øsitetens saft ud af basaliteten og kassere det indtørrede lig som ren banalitet. Og det gør Stampe så. For fagligheden er vigtig, men dog tør og stift traditionel. Den er så banal, at den næsten ikke er værd at tale om. Og så er den nok forkert i skolesammenhæng. Hvem gider holde et begejstret foredrag om Ohms Lov eller andengradspolynomiets nulværdier. Så hellere vikle det enkle og klare ind i uvisse fremtidssyner fyldt med fremtidssikret, tværfagligt rod med lidt puslen om »det hele menneske«, lidt social træning i undervisningsumulige udelte forsamlinger, hvor fagligheden alligevel ingen chancer får. For fagligheden er jo for basal, det vil sige for banal for skolens drift mod det progressivt komplekse. Og når Stampe udtaler, at fagligheden kræver seriøse nutidige svar, betyder det sandelig ikke, at han ønsker gamle Sundorphs Fysik udskiftet med en nyere og mere tidssvarende udgave. Nej, det handler om at stille fagene i spektakulære udpluk til rådighed som et nødvendigt onde for modernitetens projektagtige succes­er.