Igennem de senere år har jeg fået på fornemmelsen, at tysk i folkeskolen er blevet en større udfordring, end det var tidligere. Det er, som om nogen har fået eleverne og deres forældre til at tro, at tysk bør alle vælge, når de kommer i syvende klasse, for ellers vil de forpasse en række muligheder senere i livet.

Så langt så godt, men så kræves der også en stor indsats fra elevernes side. Ofte er der kun afsat tre ugentlige timer, og prøvekravene er stort set de samme som i engelsk, man jo nu har helt fra fjerde klasse.

Det er her, skoen ligesom trykker. Mange af de elever, jeg møder, har ikke gjort sig klart, at der skal bestilles noget, og at kundskaberne i tysk ofte kun kan tilegnes via flid og et rimeligt anlæg for faget. Sådan som jeg ser det, virker det i disse dage, som om det er lærerens fejl, at eleverne ikke får lært noget, selv om en række elever blot sidder passivt, for ifølge dem er det nemlig deres mor eller far, der har bestemt, at de skal have tysk.

Disse forhold er ikke gode for hverken fagets eller elevernes fremtid, så jeg mener, der må gøres noget.

Det er vigtigt, at eleverne kun vælger tysk, hvis de er indstillet på at give den en skalle, og de elever, der har svært ved de øvrige boglige fag i forvejen, bør rådes til ikke at vælge tysk. Vi må også orientere bedre om, hvilke uddannelser tysk er en forudsætning for, og ikke videreføre den misforståelse, at lige meget hvad man skal efter folkeskolen, bør man have haft tysk.

Jeg hørte for nylig det rygte, at man skal have haft tysk i folkeskolen, hvis man gerne vil på Industri- og Håndværkerskolen. Jeg følte mig nødsaget til at kontakte den nærmeste af slagsen, og stor var min glæde, da jeg fik repeteret, at det eneste krav til optagelse er, at man har afsluttet sin skolegang på lovlig vis.