Bidt af bøger

Ricky Hansen har altid en bog på sig også når han drøner rundt på to hjul på Sjælland

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En mørkegrøn udfoldet serviet hænger ned langs siden på computeren. Fuld af kragetæer. Skrevet på en sandwichbar på Falconer Alle i januar måned. Ricky Hansen satte sig ind for at få en kop kaffe og læse lidt i en bog. Han kiggede ud ad vinduet over på den anden side af vejen. Han så på bygningerne og de mennesker, der gik forbi. Pludselig fik han en ide til en novelle, han fattede straks pen og serviet og griflede de mange tanker ned.

»Jeg blev helt høj af at have fået den her ide«, siger Ricky Hansen og fortæller, at det første, han gjorde, da han fik ferie, var at finde servietten frem og hænge den op på computeren. Så han kan kigge på den en gang imellem og udvikle ideen.

Han er 27 år og lærerstuderende på Kø­benhavns Dag- og Aftenseminarium. Han har netop afsluttet fjerde år, men mangler stadig nogle eksamener, som han har udskudt eller dumpet. Han bor på et lille værelse på Herlevkollegiet. På den nederste hylde på reolen står der seminariebøger, på den øverste står der Stephen King på hver eneste ryg. Moppedrengen på sengebordet har samme navn på ryggen.

»Jeg har læst alt med Stephen King. Det er tredje gang, jeg læser den, der ligger på bordet«, siger han. Det er nummer fire i en serie, og femmeren kommer snart, så han ville lige »ind i det igen«.

»Jeg har altid en bog med mig«. Også når han ruller ud på to hjul. Ricky Hansen har vundet både Danske og Nordiske Mesterskaber i banecykling som ungdomsrytter, men i gymnasieårene forsvandt lysten til træningen, og han stoppede. I dag er der kommet motor på cyklen. Suzuki RF600.

»Den er simpelthen mit afstressningsmiddel«, fortæller han. Motorcyklen betyder, at der ikke bliver den store ferietur. Den koster penge at pleje, og samtidig skal ferien bruges på at koble af og arbejde nogle timer hos McDonalds, hvor han er daglig leder.

Så en del af ferien kommer til at foregå på værelset i Herlev. Et værelse, hvor musikken kører hele tiden. Mere end 15 Bruce Springsteen-cder ligger på det lille grå fjernsyn. Ricky Hansen så ham i Parken for små tre uger siden. Musiksmagen spænder over en bred vifte, fra klassisk, Sinatra og Elvis til U2, Kashmir og danske 80er-bands. Videofilmene afslører samme bredde fra »E.T.« og »Evita« til »Blinkende lygter« og »Godfather«-filmene. Og så bliver nyhederne flittigt læst på internettet. Under de foretrukne ligger blandt andet Jyllands-Posten, Politiken, Danmarks Radio, TV2 og Ekstra Bladet sidstnævnte for sportens skyld.

Han er med i De Studerendes Råd og bestyrelsen på seminariet. Han har væ­ret med i selvevalueringsgruppen på seminariet. Deres arbejde skal afleveres til Danmarks Evalueringsinstitut og bru­ges i forbindelse med evalueringen af læ­rer­uddannelsen.

Så også her er der blevet skrevet. Det har Ricky Hansen gjort, siden han gik i sjette klasse. På computeren ligger fem-seks kapitler af en roman. En psykologisk thriller, han begyndte på for år tilbage. Der ligger digte og noveller. Og nu en serviet på siden af computeren med en ny novelleide.

»Drømmen er et kontor med bøger på hylderne overalt og så måske en hylde med mine egne«.