Af Jane Korczak

Rundt omkring på landets skoler sidder der hver dag unge piger, som på et tidspunkt vil ligge under en tilfældig mand formedelst en betaling på 500 kroner. Nogle er billigere, nogle dyrere, det afhænger af udseende og alder, I kan jo selv kigge efter.

Sådan er det bare, og det er ikke noget, skolen kan pålægges et ansvar for eller gøre ret meget for at forhindre.

Det er nemlig mægtige kræfter, man i givet fald vil være oppe imod, og de seksuelle drifter er måske en af de mindre. Den største kraft er nærmest en ikke-kraft, i den forstand at prostitution stadig er omgivet af tabu og en stilhed, der ikke er om andre udgaver af menneskelig fornedrelse.

Forestil jer en situation, hvor en familiefar slår en ekskone ned. Vil vi forklare offeret, at der blot er tale om »naturlige, mandlige drifter«, der, hvis de ikke kommer ud i et raskt slagsmål, bare vil skabe situationer, der er værre?

Forestil jer en situation, hvor jeg argumenterer for, at der må være mange lykkelige narkomaner, for beruselse er menneskets ældste fritidsbeskæftigelse og jeg har selv hørt om en, der selv har valgt at være afhængig. Jeg vil straks blive anset som uoplyst og have mangel på menneskelig indlevelsesevne.

Forestil jer en situation, hvor en ældre kvinde glemmes eller rammes af omsorgssvigt på et plejehjem. Kan der i debatten om det smutte et udsagn ud om, at »hun ikke kan have så meget imod det, for man har da aldrig taget skade af en smule modgang«, uden at vi vil dømme den pågældende debattør som forskruet og afstumpet?

Men hvis jeg argumenterer for, at prostitution er kvindens ældste erhverv, og jeg har mødt (nåeh ja, så i det mindste læst om en, der har mødt) en lykkelig luder, så vil mange være lydhøre og reflekterende. Mange bliver bare tavse, når de bliver spurgt om, hvorvidt prostitution ikke er udtryk for foragt, først og fremmest over for kvinder for det udfordrer jo ikke vores medmenneskelighed, på samme måde som når en ældre kvinde glemmes på toilettet på et plejehjem.

Vel?

Hvordan kan det være, at selve emnet på den måde er omfattet af tabu og hvordan kan det være, at prostitution ikke er et offentligt emne, sådan som det for eksempel er det i Sverige?

Måske er det, fordi synet på mænd og kvinder ikke er så lige endda, som vi i Danmark går og tror. Men det kan også være på grund af, at vi simpelthen ved for lidt om emnet, og der er for lidt officiel vilje til at drøfte problemets omfang. En gang imellem dukker der en enkelt, som regel ung og frisk, politisk raket op i billedet, men dagen efter har mørket igen sænket sig.

Mit udgangspunkt er enkelt: Jeg mener, at prostitution er misbrug af mennesker, og på vegne af de prostituerede føler jeg mig krænket på grund af mit køn. Det er en følelse, ikke så meget en rationel overvejelse og det er sådan set nok for mig. Men det er samtidig en erkendelse af, at hvis vi nogensinde skal have en åben diskussion af problemet, så bliver det op ad bakke. Og det bliver en lang proces for det er det grundlæggende menneskesyn, der skal ændres.

Skolen, og resten af samfundet, kan begynde med at fjerne overskriftens ord fra dagligdagen. Vi skal markere, at chauvinistiske, racistiske og nedværdigende ord vil vi ikke acceptere og det uanset at grænserne for, hvad man kan kalde hinanden, langsomt skrider udad og udad.

Jane Korczak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund