Debat

Jeg undrer mig

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hver torsdag, når vi får Folkeskolen, synes jeg, det er spændende at læse de forskellige debatindlæg. Ofte undrer jeg mig over forskellige ting. Lige nu undrer jeg mig især over debatten om vores arbejdstid. Så vidt jeg har for­stået, vil vores formand gerne høre de menige medlemmers meninger og bruge disse som afsæt i den kommende forhandling om arbejdstid.

Derfor vil jeg gerne spørge: Føler DLF, at medlemmerne i bladet giver udtryk for den store tilslutning til foreningens oplæg til fastlæggelse af lærernes fremtidige arbejdstid? Efterfølgende vil det være interessant at høre flere menige medlemmer udtale sig i forhold til svarene.

Det undrer mig, at det nu pludselig bliver moderne, at alle skal begrænse sig til at arbejde i ind­skoling, på mellemtrinnet eller i udskolingen. I hvor høj grad og på hvilken måde støtter vores for­ening de lærere, som helst ikke vil puttes ind i sådan en begrænsende kasse?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det har også undret mig, at foreningen har brugt tid og kræfter på at udvikle vores udmærkede professionsidealer. Hvordan kan det være i medlemmernes interesse at bruge så meget energi på disse, når vi ved, at det, der tæller, er, hvad vi gør, og ikke, hvad vi siger, samtidig med at disse idealer af utilfredse altid kan fordrejes eller forenkles og bruges i et spil om ord?

Virksomheder i udvikling an­sætter personale med en uddannelse i kommunikation for at fremme virksomhedens image. Mangler vi i vores forening en ansat med en sådan uddannelse bag sig?

Til sidst undrer det mig, at mange debatindlæg forkortes, men Vagn Madsen kan få lov at skrive et indlæg, der er så langt, at det altid fortsættes i næste nummer, skønt det kun har et bud­skab.

Forkortet af redaktionen

Svar

Jeg vil ikke bruge de meget få debatindlæg i Folkeskolen vedrørende arbejdstidsaftalen til at konkludere på medlemmernes holdninger. Jeg vil derimod gerne takke alle, der har bidraget til debatten med læserbreve, da det er med til at stimulere den vigtige debat, der foregår. Konklusionerne træffes først og fremmest på grundlag af kredsenes tilbagemeldinger og de tilbagemeldinger, som jeg og andre hovedstyrelsesmedlemmer har fået på de mange medlemsmøder, vi har deltaget i. Hovedstyrelsens foreløbige konklusion fremgår i øvrigt af referatet fra hovedstyrelsesmødet et andet sted i dette blad, og konklusionen vil blive præsenteret for kredsformændene på et møde i denne uge.

Vi mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, at lærere mod deres vilje »puttes ind i begræn­sende kasser«. Det har vi argumenteret for i pjecen »Folkeskolen et samlet skoleforløb«, som også kan findes på nettet på www.dlf.org/sitemod/moduler/index.asp?pid=4580

Jeg er glad for, at du synes, det er et udmærket professionsideal. Jeg er ikke så bange for, at det bliver fordrejet. Jeg har oplevet professionsidealet som særdeles vær­difuldt, når jeg har debatteret folkeskolens udvikling. Jeg tror, at det vil styrke vores muligheder, at vi har fået sat ord på det, der er kernen i lærerarbejdet i folkeskolen.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF