Jens Kyed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, at kolleger på Gørding Skole tirsdag den 20. maj modtog meddelelsen om, at Jens Kyed efter nogen tids sygdom stille var sovet ind.

Jens nåede at fejre sin 50-års-fødselsdag på Esbjerg Sygehus og havde en god dag, hvor han så frem til igen at genoptage sit arbejde efter sommerferien. Han glædede sig over de mange hilsner, han fik fra venner, kolleger og elever på skolen.

Han havde også planer om at tage på ferie med sin familie, når han nu kom hjem.

Sådan skulle det desværre ikke være. Jens vil af sine kolleger blive husket som den, der kunne komme med sjove bemærkninger og således være med til at skabe en god stemning på lærerværelset.

Igennem de 22 år han underviste på Gørding Skole, har han hovedsagelig undervist de ældste elever i dansk, samfundsfag og idræt. Han havde især et stort hjerte for de svage elever, og hans gode kendskab til de unge mennesker gjorde, at de tit betroede sig til ham.

Han har således igennem hele sit lærerliv trænet de unge i håndbold og fodbold, ligesom han arbejdede i en ungdomsklub.

Jens interesserede sig meget for musik og besøgte festivaler med kollegaer og venner.

Birgit har mistet sin mand, Kristian og Rasmus deres far.

Vi tænker på jer med vores dybeste medfølelse.

Æret være hans minde.

Gørding Skole