Blog
0   14

Måske er det ikke kun ”de stille elever”, der er noget galt med…

Abonner på nyt om Filosofi i Skolen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Lærere kan gøre meget for at ændre elevers adfærd. Men måske er der også grund til at se skolekulturen efter i sømmene.

En artikel i det nye nummer af Folkeskolen (nr. 5/2020) indleder med at nævne, at ”11,5 procent af eleverne i folkeskolen har en såkaldt lav deltagelse i læringsaktiviteter som for eksempel at række hånden op og deltage i klassedrøftelser.” Det er et højt tal.

Artiklen fortsætter derefter med at beskrive, hvordan læren kan hjælpe elever til at blive mere aktive i timerne, fx ved at lave en plan for hvordan man gradvist vænner en elev til at sige noget.

Artiklen fortsætter under banneret

Men hvorfor kun arbejde med at få eleven til at ændre adfærd? Måske er også grund til at se skolekultur og læringsrum efter i sømmene.

Når vi fra Filosofi i Skolen møder en ny gruppe af elever, må vi typisk konstatere, at der er en udbredt ”gæt-hvad-læreren-tænker-kultur”, hvor eleverne er vant til at bruge utrolig mange kræfter på at give det svar, som de tror, læreren gerne vil høre. Og de vil hellere tie end tage fejl.

Men når eleverne opdager, at den filosofiske dialog rummer autentiske spørgsmål (og ikke bare tjek-spørgsmål) og at deres ideer er velkomne (hvis bare de er villige til at begrunde dem), bliver eleverne motiverede og engagerede på helt nye måder. Vi er efterhånden vant til, at lærere bliver meget overraskende over, hvordan ellers ”stille elever” pludselig bliver aktive, velformulerede og udfolder ideer som ingen vidste, de havde.

Og det opnår vi vel at mærke, uden at vi kender eleverne, uden at vi presser dem, og uden at tænke at deres adfærd er forkert. I stedet ændrer vi læringsrummet, så det føles trygt at deltage.

Jeg foreslår, at vi bruger flere kræfter på at skabe det rum, og færre på at ændre eleverne.

 

PS. I artiklen medvirker en pige, som det nu angiveligt går bedre med. Hun udtaler til artiklen:

”Jeg ved jo godt, at de andre ikke griner, men jeg er stadig lidt bange for at svare forkert. Men jeg bliver jo ikke ked af det eller noget, jeg skal bare øve mig i at sige det rigtige”

For mig er dette en tankevækkende udtalelse. Det er værd at overveje, om hun nu bare er endnu dygtigere til at sige det, som læreren gerne vil høre.

 

Den omtalte artikel:

Hansen: ”Læreren kan give den stille elev en stemme i klassen”, Folkeskolen nr. 5 (2020), s. 16-19


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.271 andre er allerede tilmeldt