Debat

Et korstogs retorik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selv om man nok ikke kan tale folkeskolen ud af fornedrelsen, kunne man vel lindre med nogle retoriske fælleserklæringer. Derfor har to ellers antagonistiske formænd for henholdsvis KL og DLF været på fælles forsoningskorstog landet rundt. Og herefter skulle lærere og politikere i hver deres lejr kunne styrke deres engagement henholdsvis i og om folkeskolen, siger formændene blidt forbrødrende. Det skulle nok give nogle års ro omkring uduelighedens hærgen. Klogt starter formændene med det sikre stik: Fagligheden, som ellers giver begge røde, betændte knopper at skulle omtale pænt, skal for en skams skyld styrkes »lidt«. Lidt, altså endelig ikke for meget. En kendelig styrkelse af fagligheden kræver jo den delte skole. Men i retorisk inaktiv form kan »lidt« mere faglighed gå an. Og tomme talemåder er jo fortsat livsnerven for folkeskolekarikaturen. Ja, og så har man endda fået en såkaldt ekspert til at bedyre, at kun »de bedst uddannedes børn profiterer af højere timetal«. Og de bedst uddannedes børn er med deres boglige baggrund stadig folkeskolens kulakker, der er en udryddelse værd. Dem har selv de bedst uddannede lært at tale hadefuldt om i lighedens ensgørende hensigt. Og så skulle timetallet ifølge samme ekspert dog betyde noget for gennemsnitskarakterernes højde og dermed for undervisningens faglige kvalitet. Så lad os endelig ikke foreslå flere timer til stykelse af fagene. Desværre ser det ud til, at en af løgnene om erhvervslivets manglende interesse for faglig viden blandt unge blev afsløret ved samme lejlighed. Chefkonsulent Bjarne Lundager Jensen kom for skade til at ønske øget faglig viden hos skolebørn og dermed også flere timer til fagene. Men mon ikke det lader sig gøre at tie denne skrækkelige lapsus ihjel.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS