Debat
Overfladisk musiktilgang
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvordan mon Folketinget forholder sig til den underudviklede tilgang til musikkonservatoriernes klassiske undervisning? Der ses ingen direkte forbindelse at være fra Danmarks mange musikskoler til optag af elever på den linje. Rektor på Nordjysk Musikkonservatorium forudser, at inden for få år vil den klassiske musiks udøvere være et uddødt fænomen i Danmark.
Årsagen til miséren ligger tilsyneladende i tidens overfladiske musiktilgang. Den klassiske uddannelse kræver megen koncentration, resultaterne af anstrengelserne ses ikke lige med det samme, og slet ikke i hurtig optræden foran et publikum. Det er langt lettere at blive stjerne i en fart ved at træne dansetrin og tilegne sig moderat kunnen på keyboard eller guitar. Så ligger hele landet for dine fødder, og tusindvis møder op i den faste tro på, at der virkelig er tale om stjerner, godt bakket op af et mediebillede, der hellere kommer let til en historie end ønsker at fortælle om det hårde faglige liv, en klassisk uddannelse kræver.
Er der en direkte fødelinje fra musikskolernes ønsker om at dyrke den brede tilgang til undervisning og endelig ikke forstyrre det indtryk, at al musikudfoldelse har samme værdi? Det hele er lige gyldigt og bliver så også noget ligegyldigt. Har det i for mange år været tabu at tale om en elites muligheder i forhold til den brede, såkaldt folkelige musikudfoldelse? Rytme og atter rytme, koordinerede bevægelser med tydelig forbindelse til vore artsfæller abernes hurtige bevægelser. Sang, der end ikke behøver at være uforfalsket ren. Så skabes der stjerner i Danmark.
Surt opstød måske, men det må da vedkomme undervisningsministeren, hvis udviklingen hen imod en total affolkning af musikkonservatoriets klassiske uddannelser måske begynder i musikskolens regi i bestræbelsen på at opfylde bredden og glemme det mere smalle. Påtager undervisningsministeren sig det ansvar?