Karavane uden mål

Inspireret af andelsbevægelsen drager Dannelseskaravanen gennem landet. Touren vil sætte skolens grundlæggende værdier til debat

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvilke værdier skal styre jeres dannelse af børnene? Og hvordan kommer værdierne til udtryk i jeres undervisning, i samværet med børnene, i pensum, sproget og i indretningen af jeres skole?

To spørgsmål, som Dannelseskaravanen ønsker at rejse blandt lærere og for­ældre på landets skoler. Målet er at genoplive samtalen om de grundlæggende værdier i undervisningen og skoleverdenen at sætte dannelsesgrundlaget til debat.

Gør det selv-dannelse

Karavanen indledte sin turne den 7. maj, da undervisningsminister Ulla Tørnæs sendte den af sted fra Vingstedcentret ved Vejle.

Inden den om 18 måneder ankommer til Landstingssalen for at aflægge rapport til ministeren, trækker karavanen sine spor gennem landet, fra Bornholm til Skagen.

Undervejs arrangerer den 14 regionale konferencer om dannelse, almene værdier og værdiafklaring. Konferencerne, som afvikles i løbet af september og oktober, skulle gerne give skolerne i området lyst til og mod på at arbejde med deres dannelsesgrundlag, altså de værdier, som ligger til grund for arbejdet med børnene. Hvis det lykkes, og skolerne kaster sig ud i afklarings- og udviklingsarbejdet, er der inspiration og hjælp at hente hos de konsulenter, der er tilknyttet karavanen. I det sidste års tid har konsulenterne, som primært kommer fra landets amtscentre, fået uddannelse i, hvordan man arbejder med, taler om, udvikler og udtrykker værdier og ikke mindst hvordan man får disse værdier omsat i praktisk handling i undervisningen og i samværet med børn og unge.

Hjælpen er gratis for skolerne, så længe midlerne strækker. Konsulenterne betales af de knap fire millioner kroner, som ka­ravanen har fået i støtte fra Socialministeriets Satspulje.

Men tro ikke, at konsulenterne kommer med et nøglefærdigt dannelsesmål, som skolen kan vedtage og lægge ud på hjemmesiden. Tror man det, bliver man skuffet, siger en af initiativtagerne, amtscenterleder Jens Kjær Larsen.

»Dannelseskaravanen har intet dannelsesmål. Vi kommer ikke med nogle bestemte værdier, som vi presser ned over skolerne. Tværtimod. Værdierne skal gerne gro frem nedefra som et resultat af de diskussioner, karavanen sætter i gang«.

Dannelsens bønder

Dannelseskaravanen er på det punkt inspireret af andelsbevægelsen og dens flade struktur, forklarer Jens Kjær Larsen.

»Det nytter ikke noget, at alt dikteres oppefra. Værdierne skal formuleres lokalt gennem de konstruktive konfrontationer, som opstår i værdiafklaringen. Og som i andelsbevægelsen tror vi i Dannelseskaravanen på, at der vokser et fællesskab ud af de lokale diskussioner. Vi tror på, at samtalen udkrystalliserer nogle fælles almene værdier og at de danner udgangspunkt for et værdifællesskab. Det bør komme til udtryk i vores faglige og sociale samvær med børnene som lærere og forældre«.

Diskussionen af de grundlæggende værdier har været forsømt i de sidste årtiers pædagogiske debat, mener Jens Kjær Larsen.

»Lærerpersonligheden marginaliseres, hvis der fokuseres så kraftigt på indhold og klare faglige mål, som der har været en tendens til de senere år. Men dermed glemmer man noget væsentligt: Man kan ikke uddanne uden først at danne. Bag al undervisning ligger værdier. Spørgsmålet er: Er det de værdier, du vil danne børnene efter? Er det dem, du vil give videre? Dem, som giver dig og dine elever meningsfylde? Dannere det vil sige voksne, som arbejder med børn og unge bør være bevidste om, hvilke værdier der ligger til grund for deres arbejde, og det bevidstgørelsesarbejde har vi forsømt de sidste mange år«.

»Faktisk er det meget tankevækkende«, fortsætter Jens Kjær Larsen, »at når vi i dag taler om værdier og identitet, opstår diskussionen primært i mødet med det fremmede, det anderledes de fremmede, de anderledes. I virkeligheden er det skammeligt. Det er et udtryk for, at vi har forsømt at tage dialogen selv. Vi drøfter ikke selv værdier«.

Værdier er praktiske

Dannelseskaravanen skelner mellem de værdier, vi udtrykker, og de værdier, vi lever efter. En vigtig skelnen, mener Jens Kjær Larsen.

»Værdier bør ikke bare være store, abstrakte begreber, der udtales som balkon­erklæringer ved højtidelige lejligheder. Det afgørende er nemlig, om vi lever vores værdier. Eller inspireret af Løgstrup: det vigtigste er ikke at undervise i demokrati, men at undervise demokratisk«.

For at undgå at dannelsesdebatten bliver luftig og uforpligtende, har Dannelseskaravanen udviklet en række værktøjer til værdiafklaring hjælpemidler, som gør det muligt at omsætte værdier til praktisk omsættelige dannelsesmål.

Et af dem er værdi- og dannelsesspillet et faseopdelt samtalespil, hvor deltagerne tvinges til i fællesskab at tage stilling til og undersøge deres grundlæggende værdier og til at afgøre, hvordan de konkret omsættes i bestemte undervisnings- og samværssituationer.

Konsulenterne fra amtscentrene har imidlertid en stor og rummelig værktøjskasse med mange forskellige metoder og procesforløb, som kan benyttes, når der skal tages hul på værdi- og dannelsesdebatten rundt om på landets skoler og børneinstitutioner.

Karavanen ruller

Dannelseskaravanen har 18 måneder til at sætte værdier og dannelse til debat. Herhjemme. Så skal der aflægges rapport. Men ambitionen er større. Senere krydser karavanen landets grænser. Først ruller den til de andre nordiske lande, så til udvalgte steder i Baltikum og det øvrige Europa. Målet er hver gang det samme: At sætte værdier og dannelse til debat. Og midlerne: Dialog. Samtale. Diskussion. For at bevidstgøre forældre, pædagoger og lærere om det ansvar, de har for dannelsen af de kommende generationer.

Og når først processen er i gang, drager karavanen videre.

folkeskolen@dlf.org

For yderligere oplysninger se www.dannelseskaravanen.dk og www.dendigitaledannelseskaravane.dk eller kontakt projektkoordinator Anita Friese på mail: af@acufyn.dk eller telefon: 6615 9566