Lunah kom til verden 5. september 2019. Det er måske mærkeligt at noget så ungt, kan være produktet af god undervisning men Lunah er en høne, så hun er slutproduktet af det undervisningsforløb jeg gennemførte sammen med en kollega i starten af skoleåret. Og hun har lige lagt sit første æg.

For fire uger siden slagtede jeg en af Lunahs søskende. Det var afslutningen på forløbet omkring Hønen og Ægget. Et forløb der lærte eleverne om evolution, æggets opbygning og bestanddele, kyllingers pasning og pleje og til sidst om hvordan hønen ser ud inden i. Et forløb der strakte sig over så lang tid, at vi kunne følge Lunah og hendes søskende fra de lå i ægget til en af dem skulle slagtes.

De elever, der var med til at ruge Lunah ud går på 8. årgang. De er tilknyttet et særligt hold der bygger bro mellem den almene del og specialdelen. De er udfordrede på forskellige måder, men fælles for dem er at de trives på deres lille hold, hvor der er plads til den undervisning der gavner dem bedst. De undervises både på det vi kalder Bridgeholdet og i deres stamklasse på 8. årgang. De undervises primært i livsduelighed, hvor det er hverdagsproblemer og verden omkring os der dikterer indholdet. Den undervisning jeg kan lave for og med dem, kan jeg ikke lave i samme grad i almenklasserne, hvor gerne jeg end ville. Her er der andre mål og en del af dem hænger sammen med målet om højere karaktergennemsnit og bedre afgangsprøver.

Jeg husker et forløb fra min skoletid, hvor vi kogte minkkranier fra den lokale minkfarm.

Jeg kan huske alt. Stanken, gummihandskerne som vi skulle genbruge fordi de var dyre, hjernen der kunne graves ud med en lang pincet. Jeg kan også huske at en af mine klassekammerater kastede op i en skraldespand. Det hele var så gennemført ulækkert og fascinerende, at det satte sig fast i min hukommelse og mindede mig om den gode undervisning.

Jeg håber vi alle husker noget særlig god undervisning fra vores skoletid. Noget, hvor lærerne gik de ekstra mil for at give os en god og lærerig oplevelse.

Jeg husker flere, lignende forløb, men minkkranierne træder tydeligst frem på den mosaik, der er min skolegang. Både fordi det var spændende, men også fordi det var noget der var ud over det sædvanlige. Ud over det der stod i bøgerne. Det var særligt.

Det er også særligt at ruge æg ud i klassen. At følge rugemaskinens rytme og holde øje med luftfugtighed og temperatur. Og tælle dage ned til at æggene skal klække. Det er særligt at holde den lille kylling i sine hænder og fodre den. Det er særligt første gang kyllingen skal møde den høne, der skal passe den. Og det er særligt at se den høne man har holdt i sine hænder, ligge på bordet med fjerene plukket af og indvoldene lagt i orden ved siden af. Det er alt sammen særligt, men det burde ikke være sjældent.

Det skal være muligt at lave mere undervisning for eleverne, der favner dem og holder deres nysgerrighed på verden intakt. Det skal være muligt at lave mere undervisning der lærer børnene om det de putter i munden og det der sker i deres samfund, både lokalt og nationalt. Det skal være muligt at dyrke nysgerrigheden og forundringen og bevæge os ud over bøgerne i en større grad end vi kan i dag, hvor vi skal gennemføre test, prøver og trivselsundersøgelser. Hvor højere karakterer bliver vores entydige mål og hvor vi hele tiden skal måle og veje eleverne på deres præstation.

Så, kære beslutningstagere, vil I ikke nok give lærerne ro og plads til at lave undervisning, der passer til eleverne? Vi vil så gerne gøre folkeskolen vedkommende og gøre det til forældrenes førstevalg. Vi vil gerne lave den undervisning der rører vores elever, om det så er at udruge kyllinger, gå på opdagelse i Danmarks undergrund eller dyrke skolehaver. Det skal ikke kun handle om karakterer, tyske gloser og kemiske formler. Det skal også handle om det der rører os og gør os til hele mennesker.

På forhånd tak.