Det virker som om, at når jeg tager hul på den snak, forstår folk det som om, at jeg angriber dem personligt. Det er slet ikke det, det handler om.

Det handler om, at i det øjeblik et barn fødes, former vi det ind i et bestemt kønsrollemønster. Vi klæder drengene i lyseblåt og pigerne i lyserødt. Vi roser drengen for at være sej og pigen for at være sød. Vi giver drengen en legetøjsbil og pigen en dukke. Vi leger far, mor, børn. Igennem hele barndommen er drenge mest sammen med drenge og pigerne mest sammen med piger. Dét mønster følger barnet op i folkeskolen og videre i uddannelselsessystemet. Kun 2-4 % af eleverne på elektriker- og mekanikeruddannelsen er kvinder. Kun 7% af de studerende på sygeplejerskeuddannelsen er mænd.

Og hvorfor er det så et problem?

Hvert år rammes cirka 30.000 kvinder af vold i deres eget hjem. Omkring 20% af danskerne synes ikke, at det er i orden, at to mænd har sex med hinanden. Og løngabet mellem mænd og kvinder ligger stadig på omkring de 13%. 

Vi har problemer med ligestillingen i Danmark, og det skal vi turde tale om. Også i folkeskolen.

Det handler om frihed

Vi bliver som mennesker låst fast i en bestemt rolle, og vi udnytter ikke vores fulde potentiale. Tænk, hvis der i mig i virkeligheden gemte sig et kæmpe fodboldtalent. 

Vi har nogle klare forventninger om, hvordan en pige skal opføre sig, og hvordan en dreng skal opføre sig. Jeg blev født som en pige, og derfor skal jeg opføre mig pænt. Men hvad nu, hvis jeg gerne vil råbe op? Som barn handler det om, at pigerne også skal opfordres til at klatre i træer, og drengene også skal opfordres til at tegne. Som voksen handler det om, at hvis jeg som kvinde vil stille op til Folketinget eller være leder i et it-firma, så er der ingen eller intet, der begrænser mig i det. Hvis min mandlige kæreste vil tage sig af de ældre på et plejecenter eller passe de små i vuggestuen, så er der ingen eller intet, der begrænser ham i det. 

Vi fastholder familien som en mand og kvinde med to børn. Hvor tit er det lige, at vi læser bøger eller ser film om to drenge, der kan lide hinanden? Eller et barn, der hverken bekender sig som dreng eller pige - eller som bekender sig som det modsatte køn? Det er et problem, fordi der i samfundet faktisk findes børn og unge derude, som ikke føler sig anerkendt eller set. De føler sig forkerte.

Tænk normkritisk i klasserummet

Armen altså, nu gjorde jeg det igen. Sådan siger jeg ofte til mig selv, når jeg i min iver for lige at være praktisk og effektiv, foreslår klassen at vi deler dem op i drenge og piger. Problemet er nemlig, at jeg med denne handling ubevidst fastholder holdningen om, at der kun findes to køn, og at de to køn i øvrigt helst skal deles hver for sig. Jeg forstærker et snævert og stereotypt kønsrollemønster, og det er et problem.

Når vi hører en elev kalde en anden elev for “bøsse”, reagerer vi ofte ved at bede eleven om at tale ordentligt. Vi går slet ikke ind i den reelle problemstilling - nemlig at en bestemt seksualitet bruges som et skældsord. Vi beder ikke vores børn og unge om at forholde sig til det, de egentlig siger. Jeg gør det. Jeg spørger altid eleven om, hvad pågældende egentlig mener med det. Det er jo “bare et ord”, som der bliver sagt. Men det er ikke bare et ord. Det er et ord, der er med til at fastholde en holdning om, at det at være bøsse er svagt og negativt. Ellers ville barnet jo ikke bruge ordet som skældsord. Her skal vi som lærere reagere og tage snakken.

Vi ved fra forskningen, at så snart et barn fødes, går vi straks i gang med at forme barnet til at passe ind i et bestemt køn. Sådan, så er kønsrollemønsteret ligesom lagt. Med mindre vi altså begynder at tænke vores pædagogik normkritisk - og kære kollega, hvorfor ikke i anledningen af denne søndag 8. marts beslutte at begynde med det i den skoleuge, der begynder i morgen tidlig?