Japanske unge svigter computeren

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Flere og flere japanske unge vokser op uden det, vi herhjemme betragter som grundlæggende it-færdigheder, og mange af dem kan knap nok betjene et tastatur, hvis man skal tro de internationale nyhedsmedier. Umiddelbart synes det ikke at være en historie, der kan have større interesse uden for det japanske samfund og skolesystem, men det er faktisk en alarmerende nyhed, som vi før eller siden med stor sandsynlighed også vil mærke konsekvenserne af herhjemme. Udviklingen er nemlig en følge af den store betydning, som mobil teknologi har i det japanske samfund. Den elektroniske kommunikation flytter sig hastigt fra nettet til mobiltelefoner med tekst, billedbeskeder, film, hjemmesider og online-spil, og sideløbende bliver den stationære computer en klodset genstand, der kun egner sig til specielle opgaver. Derfor svigter unge japaneres interesse for computere, og det vil sikkert brede sig til andre nationer i de kommende år. Det positive er, at man kan næsten øjne løsningen på nogle af problemerne med it i de danske skoler, for på den ene side vil det overvejende flertal af børn og unge i løbet af få år have deres egen mobile computer med internetadgang i lommen, og på den anden side vil det gamle hæderkronede (!) it-lokale komme til sin ret som et specialværksted. Det vil endnu en gang bekræfte den gamle leveregel om, at blot man venter længe nok, går problemerne over af sig selv. Lige bortset fra at vi næppe kommer uden om at beskæftige os med, hvordan vi får udviklet »mob-læring«, hvor elevernes læring er baseret på brug af mobil teknologi.

www.guardian.co.uk/online/story/0,3605,937951,00.html