Folketinget og Undervisningsministeriet fastlægger ikke rammerne for DLFs arbejde. Det gør vi selv. Eksempelvis er det os selv, der bestemmer, om vi sammen med de øvrige lærerorganisationer vil være repræsenteret ved det danske parlament og Undervisningsministeriet.

Ovenstående ville være en absurd kommentar, men den er tilsyneladende nødvendig, når det handler om ikke-nationale institutioner som EU. Vi kan da sagtens lade, som om al uddannelsespolitik opstår og bliver skabt af politikere inden for de danske grænser, og tro på, at hvis vi lukker øjnene for alt det, vi ikke kan lide, så kommer det nok ikke og tager os.

Hvis vi ser på den generelle tendens i policy-udvikling, er den bare ikke national. Det er derfor svært at føle sig rigtig overbevist om, at den EU-forskrækkede diskurs vil vinde over den spillevende uddannelsespolitiske diskurs, som EU anlægger. Her har man med et skarpt øje for, hvad der udvikles inden for blandt andet OECD- og Unesco-regi, udviklet en sammenhængende uddannelsespolitik, der søger at tage højde for, hvilket samfund vi lever i, og hvilke krav det stiller til uddannelsessystemet. I EU diskuterer man og skaber politik omkring så omfattende emner som »at lære at lære«, lærernes rolle, naturvidenskabens undertrykte rolle i uddannelsessystemet og behovet for uddannelse til et innovativt, livslangt lærende liv.

Lyder det bekendt? Ja, det er jo diskussioner, politikere også har herhjemme som et forsinket ekko fra de internationale diskussioner, herunder diskussionerne og politikudviklingen i EU. Det er altså ikke irrelevante emner, EU-landene bliver enige inden for. Der er ikke mulighed for at skabe decideret EU-lovgivning i uddannelsespolitisk regi, men det er ikke ulovligt, at undervisningsministre fra EU-landene sammen bliver enige om at gøre noget ved en række fælles problemer. Det kaldes den åbne koordineringsmetode og ligger på grænsen til det formelle politiske arbejde i EU.

Det er ikke let at manøvrere inden for dette felt, og derfor kan det som udenforstående godt virke, som om der ikke kommer meget mere fra DLFs Bruxelles­kontor end et månedligt nyhedsbrev. Men hvordan videreformidler man arbejdet i EU-regi?

Tja, hvor mange lærere ved, på hvilken måde DLF arbejder i forhold til Undervisningsministeriet og Folketinget? Der sidder folkevalgte og ansatte fra DLF i mange relevante organer i Danmark. Det er i mange sammenhænge blevet en lovbestemt rettighed. Samme rettighed er ikke en selvfølge i et system, der har mere end 15 gange så mange interesseorganisationer, og en sådan rettighed ville da også blive ligegyldig i sådan et system. Indflydelse sker kun ved et dygtigt arbejde for at vise, hvad seriøse danske lærerorganisationer kan tilbyde EU.

Derfor synes jeg, at det er ærgerligt, at der bliver brugt så meget tid på at diskutere, hvorvidt vi skal deltage i det arbejde, der ligger i EU. EU eksisterer, hvad enten man vil det eller ej. EUs uddannelsespolitik eksisterer og sætter sine fingeraftryk i den danske uddannelsespolitik, hvad enten man vil det eller ej. Lad os hellere diskutere, hvad vi kan bidrage med, så vi får de bedst fungerende skoler og uddannelsessystemer til at ligge i Europa (og det kunne for øvrigt være, at der skulle skeles til de andre dygtige lærere rundt omkring i Europa).

Det er allerede gjort, så DLF bliver hørt på og taget seriøst af EU-Kommissionen, OECD med videre. Jeg synes, det gode arbejde skal fortsættes, samtidig med at EU-diskussionerne bør gøres mere synlige i DLF for det er sådan, jeg læser mange af de indlæg, der har været i Folkeskolen om Bruxelleskontoret gennem tiderne: At relevansen af EU-debatterne ikke står klar rundt omkring i DLF. Den opgave skal tages seriøst af DLFs ledelse.

Det er mit indtryk, at den det seneste stykke tid også er blevet det, men der skal som bekendt to til en tango.

Tidligere praktikant ved de danske lærer­organisationers Bruxelleskontor