Hvorfor hægtes så mange elever af tidligt i skoleforløbet?, spørger professor Mogens Hansen i Folkeskolen nummer 13. Det har han én fiks ide om, som profileres ved denne gang at frasortere de udue­lige lærere og den manglende disciplin som årsagerne til fordel for den hårdt prøvede gamle traver om, at skolen er for teoretisk. Men hvor gangbar er denne forslidte påstand? Egentlig tyder mange børnetegninger og andre barnestyrede aktiviteter jo på, at børn magter kunsten at bevæge sig på de mest svimlende teoretisk-abstrakte planer uden at generes nævneværdigt af de grænser mellem fantasi og virkelighed, der senere i deres voksen­alder lægger hæmninger i vejen for udfoldelserne. Og usandsynligt er det da ikke, at børn opfatter tal- og bogstavtegn mere virkelighedsbundne, end voksne ville gøre, hvis de skulle begynde forfra på indlæringen af de sære tegn. Derfor er det en rigtig god ide at give børn mere læse- og matematiktræning inden for træt­hedens grænser. Derimod er Mogens Hansens påstand om, at børn opfatter en bogligt præget skole som en tom verden, mere end tvivlsom. Muligvis forekommer den kedelig en gang imellem, som en hvilken som helst aktivitet selv Mogens Hansens kolbøtter kan føles kedsommelig, men næppe tom. Men det lykkes da Mogens Hansen med sin på­stand endnu en gang at sparke den fagligt intensive læringsproces, der nødvendigvis i et vist mål må være teoretisk for ikke at ende i ren overflade, ud over sidelinjen. Og så kan jeremiaderne om den skadelige boglighed køre frit derudaf. Men fordi børn er børn, behøver man jo ikke at spise dem af med den platte overflade.