Tak for sidste nummers samtale med Per Fibæk Laursen. Med sin forskning omkring »den autentiske lærer« blåstempler han det billede af den gode lærer, som lærerne på gulvet i årevis forgæves har søgt at gøre gældende over for den hærskare af fantomplanlæggere og kommandérsergenter, man i skoleudviklingens navn har sendt dem på halsen.

Det fremgår, at den gode lærer ikke kendes ved spektakulær, omkringfarende kompetenceudvikling, altomfattende, selvopofrende engagement i skolen eller bekendelse til de korrekte pædagogiske idéer. Den gode lærer hviler i sig selv, og han har ingen ambitioner om at uddanne sig væk fra katederet. Han er åndsnærværende og personligt engageret, ved, hvad han vil med sin undervisning, men han holder distance til omgivelserne og vogter om sit privatliv. Han er særdeles bevidst om værdien af sit arbejde, han brænder for sine fag og afholder sig fra opgaver, han ofte af bitter erfaring ved, at han ikke magter. Han har afprøvet sig selv i mange sammenhænge, har lært af sine fejl, og han tager vare på sin egen professionelle udvikling.

Med andre ord i den kommunale udviklingsjargon, når den er kørt af sporet: En udviklingsangst, ledelsesfjendsk, ufleksibel fagidiot, der mangler omstillingsparathed og ikke står til en krone ekstra i Ny Løn.