Hvem i alverden vil anfægte, at DLF selvfølgelig selv bestemmer, om der skal være lobbyistvirksomhed i EU. Så dygtige er de heller ikke i Bruxelles. Og så uvidende kan ingen dansk lærer være, at det er nødvendigt at fastslå dette. Når det er sagt, er det også nemt at konstatere, at det i hvert fald ikke er i medlemsbladet, de oplyste lærere bliver orienteret om EU-tiltag på undervisningsområdet. Underligt fænomen, når det oplyses, at det kræver politisk vågenhed at forholde sig til initiativer herfra. Demokratisk stillingtagen kræver viden. Viden formidlet fra selve begivenhedernes centrum. Vor mand på plads i EU-korridorerne. Set fra denne jyske platform taler en del for, at også hovedstyrelsen er politisk forvirret, og i forvirringen er det nok klogere at sige ja til den indsats i Bruxelles, som ingen medlemmer har hørt noget om i de sidste otte år. De har jo ikke protesteret over ikke at få noget at vide. Medlemmerne ved måske dårligt nok, at der findes en DLF-mand i Bruxelles, én, man heller ikke kan komme i personlig kontakt med eller finde adresse og telefonnummer på. Sagde hovedstyrelsen nu pludselig nej til fortsat repræsentation, ville det måske føre til nysgerrige spørgsmål om forbruget af penge til den hidtidige EU-lobbyist, som følgelig måtte være spildt, hvis stillingen sådan kunne nedlægges. Disse spekulationer er naturligvis affødt af den lukkethed, som DLF i bedste udemokratisk EU-stil viderefører i forbindelse med den medlemsbetalte repræsentation i Bruxelles. Hvis medlemmerne af DLF skal kunne tage stilling til lobbyistarbejdet, forudsætter det ny åbenhed.