Skønlitteratur

Piger 2003

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Lizette Ottensten

80 sider 99,50 kroner

Carlsen

Der er ingen løftede pegefingre og politisk korrekthed i dette års pigekalender. Artiklerne er som i et dameblad valgt ud fra en formodning om pigernes interesser og skrevet fra pigernes vinkel. Med selvhjælpspunkter bliver det bekræftet, hvordan man skal se ud, og pigerne får fif til, hvordan de fremhæver deres fordele og skjuler deres bagdele. Stoffer bliver berørt i en fortælling fra en pige, der selv har været turen igennem. Her er heller ingen dommedagsprofetier, men pigens ærlige udmelding om, at trippet er en fed oplevelse, men det koster mere, end det er værd. Og selv om artiklen kan virke pirrende, er en ærlig udmelding nok mere virkningsfuld end voksnes formaninger. En af bogens styrker er, at den beskriver forskellige typer piger - i dagbøger fra piger andre steder i verden, i to pigers egen reportage fra en pigeklub for udlændinge og i seks pigers diskussion af ærlighed. Der er ingen censur af pigernes indimellem hårde udtalelser, men det brede spektrum af pigetyper vil få læseren til at opleve en følelse af at være blandt ligesindede. Bogen vil ikke rykke på læserens verdensopfattelse, men kan nærmest betragtes som et idekatalog for teenagere.

Pernille Aisinger