Skoleledelse

Pædagogisk ledelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

- i mange refleksionsmønstre

Af Grethe Andersen

301 sider, 587 kroner

Danmarks Forvaltningshøjskole

Telefon 3814 5200

forlag@dfhnet.dk

Der udgives mange bøger om skoleledelse.

Man kan undre sig over, at der i vores lille sprogområde kan produceres og sælges så mange bøger om det emne.

Feltet af bøger forekommer nogenlunde ligeligt fordelt mellem teoretiske bøger om ledelse - ofte skrevet af forfattere, der ikke selv er ledere - og så mere praktisk anlagte bøger skrevet af almindelige skoleledere med flere års erfaring.

Nærværende bog er en meget teoretisk bog skrevet af en skoleleder.

Det kræver mere end almindelig motivation at bevare gejsten gennem alle 300 sider.

'Ledelse er som at give og modtage. Via teoretisk indsigt og erkendelse sker koblingen af dialektikken med praksiskulturen, hvorefter der foretages selvjusteringer'.

Udtrykket 'et er teori, et andet praksis' er forfatterne således ikke tilhænger af.

Professionen ledelse og personlig ledelse hænger meget sammen. På den ene side skal man som leder passe på relationerne til medarbejderne. På den anden side skal man være åben og ærlig, sige tingene, som man ser det, dele informationer, viden, ideer, bekymringer, problemer og bommerter.

Med andre ord kræves der lydhørhed over for medarbejdernes egne løsninger.

Det vil blandt andet sige 'at lede efter hvordan man bedst skaber tilslutning til visioner, mål og handleplaner' og 'at skabe vilkår for gennemskuelige beslutnings-, kommunikations-, samarbejds- og udviklingsprocesser'.

Forfatteren slår forudsigeligt nok til lyd for, at lederuddannelserne skal opkvalificeres.

Lederne skal ikke mere betragtes som første blandt ligemænd.

'Skolelederuddannelsen som diplomuddannelse medfører eksempelvis en erkendelse, hvor teorien hæver os op over hverdagens opgavefiksering til en bredere og dybere forståelse af ledelsesprocesser og nødvendige ledelseskompetencer'.

'Ledelse er at skabe vilkår for læring og udvikling - også for sig selv'.

Der er ingen tvivl om, at dette er lykkedes for forfatteren gennem sit studium og arbejdet med denne bog.

Men spørgsmålet om, hvordan man skaber gode folkeskoleledere, hænger alligevel lidt i luften!

Kan man læse sig til det? Kan man erfare sig til det - eller er man bare født til det? Ingen af delene er det endelige svar.

Mange 'pixibøger' har dog formået at skabe lettere tilgængelig - og brugbar - sammenhæng mellem lederredskaber og teori, end, synes jeg, det er lykkedes her.

Uanset det er der ingen tvivl om, at bogen her er et flot stykke teoretisk arbejde - med udmærkede koblinger til det konkrete arbejde som skoleleder, men altså ikke tilstrækkelig overbevisende til, at en almindelig skoleleder fra gulvet vil kunne gå planken ud.

Ole Jakobsen