Skoleledelse

Ledelse af og i selvstyrende lærerteam

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Sten Clod Poulsen

176 sider, 250 kroner

MetaConsult Forlag

www.metaconsult.dk

Ledelsen af selvstyrende team - og det selvstyrende teams egen ledelse - er temaet i nærværende bog.

Den 'alenearbejdende lærers' eller den 'privatpraktiserende lærers' æra er forbi, nu arbejder lærerne i team.

Det startede de på efter 93-loven.

En meget stor ændring, i hvert fald ifølge forfatteren til denne bog.

I indledningen udtrykker han det således: 'Lærerteam er den vigtigste organisatoriske nyskabelse i langt de fleste skoler og uddannelsesinstitutioner. Måske i virkeligheden den eneste væsentlige organisationskulturelle forandring, der er sket i uddannelsessystemet de sidste 150 år'.

Sidste skud på den stamme er selvstyrende team, der med forfatterens ord 'bliver rygraden og fundamentet for fremtidens uddannelsessystem i løbet af 10-15 år. Ikke 10-15 måneder!'

Tanken med bogen er, at dens indhold skal 'give impulser til lederes og læreres tænkning om temaet. Den fremlægger nye analyser og giver praktiske forslag til afgrænsning af grundbegreber'.

Herudover er bogen en 'praktisk vejledning ved, at den indeholder en række teambuildingøvelser udviklet til lærerteam. Primært øvelser, som styrker selvledelse'.

Bogen fører læseren igennem en overvældende strøm af tanker og overvejelser.

Bogens sidste 57 sider er øvelser, med vejledninger, og litteraturhenvisninger.

'Øvelserne er ikke en komplet træningsvejledning til nye lærerteam. De handler specielt om selvledelsesproblematikken med forskellige indfaldsvinkler', som det udtrykkes.

Som det tydeligt fremgår, er der nok af stof at fordybe sig i, og øvelserne gør, at stoffet bliver nærværende og langt hen ad vejen brugbart i skolernes arbejde med at styrke og udvikle teamsamarbejdet.

Alligevel sidder man tilbage med en lidt kaotisk fornemmelse af alle de mange, mange ord!

Så mange ord om så lidt, fristes man til at tænke.

Fremstillingen forekommer meget omstændelig, og undertiden har man indtryk af, at der 'koges suppe' og køres i ring.

Der er mange gode og interessante overvejelser, relevant teoretisk gods, spændende refleksioner og masser af inspiration, men alligevel: Dette burde kunne være gjort betydeligt klarere, mere overskueligt og fængende, hvis den var komprimeret til det halve.

Dertil kommer, at bogen undertiden virker lidt rodet med et tydeligvis 'hjemmegjort' layout.

Alt i alt masser af godt stof til en god og nyttig bog, men...

Ole Jakobsen

Powered by Labrador CMS