Psykologi

Descartes' fejltagelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Følelse, fornuft og den menneskelige hjerne

Af Antonio R. Damasio

324 sider, 325 kroner

Hans Reitzels Forlag

'Jeg tænker, altså er jeg', er det berømte citat, hvor Descartes priser adskillelsen mellem sindet og den ikke-tænkende krop, selvom det muligvis var for at imødekomme et pres fra kirken.

Og begrundelsen for at inddrage Descartes i nutiden er, at hans adskillelse fortsat præger sygdomsforståelse og behandling i den vestlige verden. Forfatteren er neurolog, og han beskriver en del eksempler på mennesker med neurologiske sygdomme eller skader, overvejende præfrontale skader, hvor det er karakteristisk med såvel en begrænsning i evnen til at træffe beslutninger som en ændring i evnen til at opfatte følelser, og det kan på en måde vise, hvor vanskeligt det kan være, hvis fornuft og følelse arbejder adskilt.

Forfatteren beskriver nyere teorier om hukommelsen, som er forskellig fra en computers harddisk. Han tager afstand fra humunculus-teorien som en alt for forenklet udgave. Hjernen har ikke en statisk funktion med aktuelle kropsrepræsentationer på et rigidt kortikalt landkort, men der er en uophørlig forandring. Når vi husker noget, aktiveres flere forskellige områder af hjernen og foretager en fortolkning, en nykonstrueret version af originalen. Han beskriver desuden en teori om somatiske markører som en kropslig ledestjerne for beslutningsprocessens nøjagtighed og effektivitet.

Krop og sind hænger sammen og er i samspil med det omgivende miljø.

Bogen er nogle steder meget spændende med konkrete beskrivelser, men er overvejende skrevet i fagsprog, og den er tung at komme igennem.

Peer Jansson