Historie

Terror - Krig - Fred

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

i det tyvende århundrede

Tema 1. Tyskland - Europa 1914-1933-1939

Af Aage Staffe

94 sider, cirka 150 kroner

Forlaget Step

step@e-box.dk

Forfatteren er identisk med BOPA-modstandsmanden 'Lille John', og han giver nu sit 'bidrag til historieskrivningen i det tyvende århundrede', som der står på bogens bagside. I en slags efterord, som også fungerer som lærervejledning, skriver han selv: 'Glem ikke, at det foreliggende materiale er en 76-årig, 80 % krigsinvalids produkt. Arbejdet er udført uden støtte af nogen art, og alle udgifter er hidtil afholdt for invalidepensionistens lommepenge'.

Bogen handler om nazismen, årsager og udvikling og om anden verdenskrig.

Det er på mange måder en meget spændende bog fyldt med fakta og synsvinkler, man ikke træffer i mere almindelige skolebøger, der er masser af spørgsmål, som kan sætte gang i tankevirksomheden, provokerende spørgsmål samt udblik og linjer til i dag. De kan medvirke til en perspektivering af stoffet.

Ligeledes er der de værktøjer, som en fagbog i dag bør rumme, fyldig indholdsfortegnelse, brugbart register, ordforklaringer, biografisk leksikon, ligesom der er en del spændende illustrationer.

Men det er også en meget stærkt personligt præget bog med en noget rodet og springende fremstilling, ligesom tilrettelæggelsen ikke er en hjælp for unge, som ikke er alt for læsevante. Nogle af synspunkterne er nok også for avancerede for den del af målgruppen, som omfatter folkeskolens ældste klasser. Dertil kommer, at forfatteren ikke kan nære sig for at meddele sine egne stærke holdninger og give karakterer til personer og begivenheder undervejs.

Det er således en meget sympatisk udgivelse, men bestemt ikke umiddelbart egnet til brug i folkeskolen. Måske vil den kunne anvendes supplerende af de mere modne og seriøse elever med en god portion forhåndsviden og i forbindelse med tema- og projektarbejder.

Bogen er første bind i en serie på to, hvoraf det andet omhandler Besættelsen, ligesom der er udgivet en tilhørende cd-rom, men disse er ikke sendt til anmeldelse.

Hans Erik Berthelsen